Planteaften på Ytteborg: Tre vinterbygsorter er i vælten
Førerløse traktorer, foragerautomatik, CropSat og stribevis af forsøg blev vist frem på forsøgsvirksomheden Ytteborg sidste torsdag.

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange hektar der dyrkes med henholdsvis 2-radet og 6-radet vinterbyg. Men de 2-radede sorter dominerer stadig markedet, selvom de 6-radede sorter yder gode udbytter ligesom hybridsorterne, som altid er 6-radede.

På Ytteborg kunne man sidste torsdag aften få en guidet tur i sortsforøsg med både vinterbyg, rug og vinterhvede.

Spændende hybrider

Hybridsorterne har for flere år siden slået igennem i rug. I vinterbyg er dyrkning af hybridsorter også blevet mere almindelig i de senere år, mens udbytterne i hybridhvede ikke har været tilstrækkeligt høje til at kunne betale den dyre hybridudsæd.

Kigger man på de solgte mængder vinterbyg til den kommende sæson, tegner sorterne Hejmdal, KWS Infinity og KWS Meridian sig for 70 procent af den solgte mængde. Blandt hybriderne er det Bazooka, Wootan, Mecurioo og Trooper, der forventes at blive dyrket på flest hektar. Hybridsorterne kommer dog næppe op på ti procent af de godt 100.000 hektar vinterbyg, der forventes at blive solgt til den kommende sæson.

Fremtiden er førerløs

På Ytteborg kunne man også stifte bekendtskab med en førerløs traktor og blive klogere på foragerautomatik.

Foreløbig bliver førerløse traktorer kun brugt på golfbaner og i plantager.

Men teknikken er klar til at indtage landbruget, hvis man som landmand er villig til at betale den ekstra omkostning på cirka 350.000 kroner.

Foragerautomatik har holdt sit indtog i landbruget. På demonstrationsbanen kunne teknikrådgiver Flemming Hedegaard fra Sagro dog ved håndsrækning konstatere, at det ikke er alle de landmænd, der har foragerautomatik, der bruger det.

»I er ikke dygtigere end teknikken, og når i har investeret i udstyret, kan i lige så godt bruge det,« sagde Flemming Hedegaard.

Faktaboks

Ytteborg

  • Forsøgsvirksomheden Ytteborg I/S er en selvstændig virksomhed ejet af: 
  • SAGRO, Vestjysk Landboforening og Lemvig Egnens Landboforening. 
  • Forsøgsvirksomheden gennemfører årligt cirka 140 landsforsøg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.