Plantekongressen ændres

Plantekongres 2022 bliver en hybrid, hvor deltagerne kan vælge mellem at møde op i Herning Kongrescenter eller sidde foran skærmen derhjemme.

Efter de nylige coronarestriktioner har Plantekongressen været nødt til at sadle om, da det er uforsvarligt at samle de sædvanlige 2.000 deltagere med så høje smittetal i samfundet.

I stedet for at aflyse den fysiske kongres har de valgt en hybridmodel, hvor det er op til den enkelte, om man vil møde op til kongressen 13. januar i Herning Kongrescenter - eller følge livestreams af alle indlæg hjemmefra. Samtidig er det eksisterende program delt op over flere dage.

»Vi er frygteligt kede af, at vi heller ikke denne gang kan holde den store kongres med faglighed, networking, festmiddag og debatter for fuld udblæsning. Det er vi mange, som havde glædet os til. Men situationen er, som den er, og vi gør nu alt for at skabe et godt fagligt arrangement, hvor danske landmænd, rådgivere og alle andre kan blive opdateret med nyeste viden«, siger afdelingschef Jens Elbæk, Seges.

Nyt, revideret program

Årsmødet for Planteproduktion livestreames 12. januar, så den dag er der altså ingen fysisk kongres. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.

Dagen efter, 13. januar, afholdes så selve kongresdagen med programmets mest populære og praktiske, landmandsrettede emner inden for produktion, natur og miljø, fortæller Jens Elbæk.

Arrangørerne regner med at samle ca. 500 deltagere i Herning - efter princippet først til mølle. Antallet kan dog blive justeret, alt efter om smitten går op eller ned.

På kongresdagen kan man vælge imellem to spor med 14 udvalgte sessioner - mod normalt otte spor til en almindelig Plantekongres.

Webinarer senere

Det betyder dog ikke, at de andre sessioner er aflyst - de er bare flyttet.

Man kan nemlig høre endnu 32 webinarer fra kongressens oprindelige program hjemmefra de efterfølgende uger. Nemlig 18 webinarer den 17.-20. januar og 14 webinarer den 8.-9. februar. Sessionerne i februar handler om natur og vandmiljø og appellerer bl.a. til ansatte i rådgivningsvirksomheder, kommuner, styrelser m.v.

Plantekongressen holdes af Seges og Københavns og Aarhus Universitet. Alle deltagere, som allerede har tilmeldt sig, vil blive kontaktet.

Se det nye program med den nye pris på www.plantekongres.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.