Rajgræs gav rigtig godt

De 70 hektar rajgræs er høstet. Nu er turen kommet til de 440 hektar vårbyg.

Høsten af vores to sorter af rajgræs er gået rigtig godt. Vi har ikke vejet det, men jeg vurderer, at det har givet 10 pct. mere end normudbyttet for sorterne«, siger Jacob Sig Hansen.

Kort tid inden høst købte han en 30 fods Massey Ferguson Centora fra 2009, som sammen med en 30 fods Fendt fra 2015 skal klare høsten.

»Vores rajgræssorter er forholdsvis sildige. Høsten falder derfor stort sammen med høst af vårbyg, og derfor vil vi gerne have en bedre kapacitet«, fortæller Jacob Sig Hansen.

Han har lige taget hul på høsten af de 420 hektar vårbyg og vurderer også her, at udbyttet ligger ca. 10 pct. over normalt udbytte.

Kartoflerne er stort set rene for skimmel, så helt overordnet er han rigtig godt tilfreds med situationen i marken lige nu.

Eneste minus er, at der på de 33 hektar økologiske hestebønner er kommet chokoladeplet, som vil koste udbytte.

Vander kartofler

Samtidig med høsten vander Jacob Sig Hansen kartofler.

»Kartoflerne er foreløbig vandet 4-5 gange med ca. 100 mm. De står rigtig godt, så nu skal vi bare have en solrig august, så der bliver indlejret en masse stivelse i kartoflerne«.

Faktaboks

Jacob Sig Hansen

  • Driver S.N.Agro ved Fasterholt. 880 hektar i et ApS med forældre. 6 ansatte.
  • JB1 med 280 hektar kartofler, rajgræs, vårbyg, vinterbyg, vinterhvede og vårraps til fremavl.
  • 500 søer, 6.000 slagtesvin.
  • Udfordring: Vander med 30 vandingsmaskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.