Samarbejde gav succes med planteforsøg

Siden starten for 26 år siden har Ytteborg været drevet af tre forskellige landboforeninger.

En morgen i 1995 ringede telefonen på planteavlskontoret hos Alan Lunde, der dengang var leder af den lokale landboforening i Holstebro.

I røret var Steen Kisselhegn, daværende direktør i Hunsballe Frø. Firmaet var kommet i klemme, fordi det danske samarbejde om udvikling af nye frøsorter ikke var tilfredsstillende.

»Kunne I ikke lave nogle sortsforsøg i græs for os?« spurgte han Alan Lunde.

Den opringning blev reelt starten på det Ytteborg, vi kender i dag.

»Vi skulle lave forsøg med nye udenlandske frøsorter efter samme retningslinjer som Statens Sortsafprøvning. Det nyttede jo ikke, at Hunsballe ville sælge frøsorter, som ikke duede til produktion i Danmark«, fortæller Alan Lunde.

I de godt 25 år, der er gået siden, er der sket en masse: Hunsballe er blevet opkøbt af DSV Frø, og Ytteborg har udviklet sig til en alsidig forsøgsvirksomhed, der er akkrediteret og laver en lang række landsforsøg.

Samarbejdet med Hunsballe førte til indkøb af en parcelsåmaskine og en græshøster for at kunne lave dyrkningsforsøgene på samme måde som staten. Et senere samarbejde med Cheminova førte til akkrediteringen og indkøb af en rigtig forsøgsmejetærsker.

»Ytteborg var blandt dem, der fik ændret hele set-up’et med landsforsøgene, så forsøgene blev af en langt højere kvalitet«, fortæller Alan Lunde.

Samarbejdet mellem flere landboforeninger om ejerskabet har været med til at gøre Ytteborg stærk, vurderer han.

»Allerede tidligt arbejdede vi i et geografisk stort område. Og med de senere fusioner er det område blevet endnu større«, understreger Alan Lunde.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.