Spinat-såning går strygende - skal så 200 hektar

Alarm på såmaskine sikrer, at spinatfrøene kommer rigtigt i jorden, så der ikke er spring i rækken.

Vi er først lige gået i gang med at så og er startet i spinat. Vi skal også så 140 ha vårbyg med græsudlæg. Men det når vi nok i det gode såvejr. Jorden har ikke været klar før nu. Med spinat skal man være meget omhyggelig med sit såbed«.

Sådan sagde Kristian Boel Østergaard fra Mariesminde ved Skive, da LandbrugsAvisen 10. april var med et par runder i hans nye spinat såmaskine.

Jorden er vinterpløjet og blev dagen før harvet op med rotorharve, som placerede 450 kg/ha NPK-gødning (21-3-10). Ved såning placerede han endnu 150 kg 14-3-15 pr. ha. Han er sikker på, at den store omhu er godt givet ud, da det er meget vigtigt, at såbedet er jævnt. For så kører frøsåkassen roligt, og så bliver spinatfrøene sået ud i den helt rigtige dybde på to cm. Og det er vigtigt.

Såmaskine med alarm

»Sidste år såede jeg med en ældre Stanhay enkornssåmaskine. Den virkede sådan set OK, men den havde ingen kontrol på, om frøene blev sået rigtigt ud. Da spinaten begyndte at komme op, opdagede jeg, at der flere steder manglede 100 meter frø i en eller flere rækker. Og det duer bare ikke i en højværdiafgrøde som spinat«, siger Kristian Boel Østergaard.

Derfor har han investeret i en 12-rækkers Gaspardo enkornssåmaskine med gødningsplacering, der har fotoceller på skiverne og giver alarm, hvis der er noget galt.

»Det er meget betryggende. Den har godt nok reageret følsomt her i starten. Nogle gange skulle der kun sollys eller støv til at udløse alarmen. Men jeg vil hellere ud og kontrollere nogle ekstra gange end risikere hul i rækken«, siger han.

Fordoblet spinat areal

Det er andet år, han dyrker spinat. I år har han fordoblet arealet til 50 ha. Derudover skal han så 150 ha spinat for andre.

Man skulle ellers tro, at sidste års tørke og dårlige spinatvejr kunne slå enhver optimistisk spinatavler ud, men ikke Kristian Boel Østergaard.

»Sidste år var første år med spinatfrø. Og det gik overraskende godt, trods tørken. Når jeg regner økonomi på afgrøden, havnede jeg lidt over middel. Det var jo fantastisk - vækstsæsonen taget i betragtning. Og i frøgræs havde jeg rekordhøst, mens hvede og øvrig vintersæd gav OK, og vårsæd var noget skidt. Når jeg medregner mindre høstbesvær og lavere udgifter til tørring, sprøjtemidler, arbejdstimer m.m., så havnede jeg faktisk alt i alt over det budgetterede resultat i 2018«.

Faktaboks

Spinatfrø hybridsort:

  • Hybridsorter sås ud med 4 rækker hanplanter, 1 blindrække, 18 rækker hunplanter, 1 blindrække.......etc.
  • Hanplanternes opgave er at bestøve hunplanterne. Derefter destrueres de. Der høstes kun frø fra hunplanterne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.