Spinatfrø høstet: Utrolig tidligt visnet ned

Jørgen Jeppesen, Errindlev på Lolland, er godt i gang med høsten af fire hektar spinat til frø, og udbyttet tegner lovende.

Som den - måske - første spinatfrø-avler i landet har Jørgen Jeppesen, Errindlev på Lolland, allerede det meste af spinathøsten i hus.

Med udsigt til regn og risiko for et stort dryssespild besluttede han sig onsdag for at få høstet de fire hektar med spinat til frø, som han i år er tildelt af Vikima Seed.

Høsten blev skudt i gang med bedriftens nyerhvervede brugtkøb, en Case 8010 med 30 fods skærebord, med sønnen Jeppe som pilot.

Afgrøden var nedvisnet helt af sig selv og moden, men nok lige til den fugtige side, og derfor er der sat blæser på spinatfrøene med det samme.

»Det er meget tidligt, den er visnet ned, og det er jeg lidt forbløffet over, for vi har fået regn på de rigtige tidspunkter, og jorden var fugtig. Det må være fordi, det er en tidlig sort, jeg har fået i år«, siger Jørgen Jeppesen.

Bortset fra sidste år, hvor spinaten blev høstet meget sent efter kornafgrøderne, har han altid brugt Reglone til at nedvisne spinaten.

Reglone er godkendt på dispensation til nedvisning af spinat til frø i 2020, men i år er nedvisningsmidlet altså ikke savnet på den lollandske bedrift.

Spinaten er sået på svær JB 8 jord sidste uge i marts, og etablering, fremspiring og ukrudtsbekæmpelse har været ganske fin, lyder det fra Jørgen Jeppesen.

Markbruget er på 100 hektar med spinat, alm. rajgræs, raps, byg, hvede og roer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.