Tørke rammer afgrøder hårdt

Der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige afgrøder reagerer på tørken. Umiddelbart står det værst til i raps og vårbyg, men også andre afgrøder lider.

Maj har været usædvanlig tør, og flere steder kan man allerede nu se tørkeskadede afgrøder, selv på den bedre jord.

DMIs tørkeindeks viser, hvor i landet tørken bider hårdest og sætter afgrøderne under pres.

Raps afblomstrer hurtigt

Et af de steder, hvor tørken allerede har sat sine spor, er på Nordsjælland.

»Det er tydeligt at se, at tørken har fået vinterrapsen til at afblomstre hurtigt. Derudover lider de vårbygmarker, som blev sået til den sene side. Det ses ved, at de strækker sig hurtigere end normalt, og at markerne kommer til at fremstå tynde«, siger Henrik Kjellkvist, planteavlskonsulent hos Agrovi.

Han tilføjer, at den manglende nedbør også hæmmer genvæksten af græsmarkerne efter første slæt.

Henrik Kjellkvist nægter dog at tale udbytter i de forskellige afgrøder, da der endnu er lang vej til høst.

Fordel i rækkeafgrøder

Der er dog også afgrøder, som foreløbig klarer sig under de tørre forhold.

Det gælder afgrøder som majs, sukkerroer og spinat, som endnu er små, og hvor fordampningen derfor er begrænset.

Vinterrug er også kendt som en afgrøde, der er god til at modstå tørke. Den er dog vokset meget kraftigt i maj. Derfor har der været en stor fordampning, som i nogle egne af landet sætter sig sine spor, især på lette jorder, som ikke kan vandes.

Faktaboks

Varmerekord

  • Selvom maj ikke er ovre, så forudså DMIs meterologer i sidste uge, at maj kunne slå en mere end hundrede år gammel varmerekord på 13,8 grader målt i maj 1889.
  • Soltimer og nedbør afviger ifølge DMI også fra normalen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.