Umiddelbart kan man undre sig over, hvad der får Henrik Buck Rasmussen til at dyrke sukkerroer.
Han driver en planteavlsejendom med 750 hektar 10 kilometer nordvest for Ringsted. Dermed har han 90 kilometer til sukkerfabrikken i Nykøbing.
Svaret er dog ret enkelt for Henrik Buck Rasmussen: Sukkerroerne giver et stabilt udbytte, og nok så væsentligt er sukkerroer en fortrinlig sædskifteafgrøde for frøgræs og specialafgrøder som spinat, radise og kinakål.
»Dækningsbidraget i sukkerroerne er vel set over en årrække 10-15 pct. bedre end i kornafgrøderne. Derudover kan vi med sukkerroer i sædskiftet være på forkant med bekæmpelse af ukrudt, så vi kan levere græsfrø og specialafgrøder af en høj kvalitet. Det er rigtig meget værd«, siger Henrik Buck Rasmussen.
Klar til optagning
Optagningen af Henrik Buck Rasmussens 75 hektar sukkerroer startede i onsdags.
Optagningen sker ved, at en kammerat fra landbrugsskoletiden kører sin optager fra Rødby til Ringsted og tager roerne op.
Roerne lægges i kule, så de er klar til levering, som foreløbig er sat til den første uge i december.
Betalt transport
Sukkerroefabrikkernes beslutning om at betale for transport for op til 80 kilometer, var afgørende for, at Henrik Buck Rasmussen for fire år siden tog roer med i sædskiftet.
»Ejendommen ligger 90 kilometer fra fabrikken i Nykøbing. Men da alle marker ikke er samlet omkring gården, vil jeg tro, at vi får transporten betalt for ca. en tredjedel af roerne«, siger Henrik Buck Rasmussen.
For de to tredjedele af roerne, som dyrkes mere end 80 kilometer fra fabrikken, betaler han selv for transporten.
»Jeg har kalkuleret med, at jeg skal betale for ti kilometers transport for to tredjedele af roerne. Det koster ca. 400 kroner i gennemsnit pr. hektar, som jeg skal trække fra dækningsbidraget i roerne«, siger Henrik Buck Rasmussen.
Han nævner, at en anden positiv ting ved roerne er, at der ved levering og afregning opereres med tillæg for at levere en god vare. Det er en anden tilgang til afregningen end hos foderstoffirmaerne, hvor man bliver mødt med fradrag.
Kommentarer