Udvalgt til weekend: Våde marker skaber bøvl og stress

Mens høsten forlængst er i hus i det meste af landet, slås den nordjyske svineproducent Brian Sørensen stadig med store mængder regn og ustadigt vejr.

Striber af halm på markerne, en manglende høst af 100 hektar og såning af 400 hektar korn inden søndag.

Den 48-årige landmand og svineproducent Brian Sørensen har nok at se til. Som en del landmænd i nord bøvler han med for våd jord og afgrøder, der ligger fladt som pandekager.

"Og næste uge skal vi begynde på kartofler, så du kan godt se, at det hele bliver presset sammen. Fra nu af kommer vi til at køre i døgndrift for at så færdigt inden fristen på søndag. Samtidig skal vi også høste, hvis det bliver tørvejr", siger Brian Sørensen.

Gården på 1.300 hektar og 4.000 årssøer har han drevet i de sidste 25 år i Dronninglund ved Aalborg. Normalt er den erfarne landmand færdig med at høste inden september, men sådan er det ikke gået i år. Da vi sidder i stuehuset, har et skybrud kort forinden forladt gårdspladsen.

"I de første dage med regn tænkte jeg, at det nok skulle blive godt vejr igen, for det er det altid blevet. Nu har vi måtte etablere efterafgrøder med en gødningsspreder, fordi vi ikke har høstet afgrøden først. Jeg har 50 hektar hvede, der ligger fladt langs jorden, så det bliver ikke nemt at samle op", siger Brian Sørensen.

Våde afgrøder betyder også, at han skal bruge en masse ressourcer på at få kornet tørret. Med en vandprocent på op til 30 procent kan tørreriet kun tage op til otte ton i timen frem for 30. Størstedelen går som foder.

"Vores tørreri har kørt konstant i en måned. Det er 75.000 liter olie alene til at få kornet tørret indtil nu. Av".

Skrappe til at sidde fast

Da vi kører ud til hveden, ligger det meste af kornet ned og er begyndt at spire. Høsten så ellers ud til at tegne godt, da han sammen med sine fire markmænd tærskede vinterbyg og det meste af almindeligt rajgræsfrø midt juli.

"Men sidenhen er der gået ged i den. Vi har modne afgrøder i marken, som har holdt fødselsdag, så de er mere end et år gamle. Sagt på nordjysk: Det er noget værre pangel".

Sidste weekend måtte Brian Sørensen have hjælp til at trække sin tallerkenharve og en plov op af jorden. Derudover har hans mejetærskere Claas Lexion 670 med 31 fod skærebord og Claas Lexion 770 med 35 fod skærebord også stødt på grund i marken. En fjerdedel af jorden er humusjord.

"Vi er faktisk ret skrappe til at sidde fast", siger han og griner.

Alligevel har han ikke valgt at køre med bælter, da han hellere vil have veldrænet jord, som er mere dyrkningssikkert.

"Hvis det er meget vådt som i år, vil jeg hellere lade være med at høste de mest våde marker for ikke at ødelægge jordstrukturen. Jeg vil hellere opgive korn, der har en værdi af 3-400.000 kroner, end bruge lige så store beløb for at få det tørret".

Fine udbytter trods besvær

Efterafgrøderne er lagt i jorden med en gødningsspreder i stedet for såmaskine. Derudover mangler han at samle 2.000 halmballer og så vinterhvede og vinterbyg inden 7. september.

"Jeg tror, jeg får en dårligere høst næste år, fordi vi får sværere ved at etablere vores korn ordentligt", lyder det fra Brian Sørensen, der til gengæld kan glæde sig over fine udbytter.

Raps har givet 4,5 ton pr. hektar, og bl.a. vinterbyg har givet otte ton pr. hektar.

"I år får vi normalt udbytte. Det er godt gået, men det har også været hårdt at få dem i land. Vi er blevet gode til at holde os vågne", fortæller han med et smil.

Faktaboks

Østergaard Thorup:

  • 4.000 årssøer og 1.300 hektar i Dronninglund, Nordjylland
  • Ustadigt vejr og byger fire uger i streg har sendt Brian Sørensen og hans medarbejdere på overarbejde
  • I øjeblikket mangler de 2.000 hamballer, høst og såning. I næste uge begynder de på kartofler

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.