Vi har haft to gode høstår i træk

»I år og sidste år har været nogle af de bedste høstår, vi har haft. Det bliver svært at overgå«.

Jeg mangler stadig at høste roefrø, inden høsten er helt i hus. Det kræver 2-3 dage med tørvejr, så det bliver i næste uge«, siger Gustav Rabølle.

Siden sidst er vårbyggen høstet færdig. Den har i snit givet 7,9 ton pr. ha - på 90 ha. En enkelt mark med vårbyg og hvidkløver sået på hver anden rækkeafstand skilte sig dog ud.

»Marken gav 9,2 hkg pr. ha i snit. Det var helt vildt - så meget har vi aldrig høstet før. Men det er også vores bedste jord. Generelt har både hvede og byg givet mere end sidste år – som ellers var et rigtig godt år. Tænk at have to så gode år i træk. Jeg er meget tilfreds«.

Såning af havefrø

For en uge siden såede han den nye roefrømark til. Jorden var så tør, at han ikke kunne pløje.

»Jeg vil helst pløje til havefrøafgrøder. Men det var umuligt. Så jeg dybdeharvede to gange og tromlede, før jeg såede direkte med vores nye Tempo såmaskine. Såbedet ser OK ud, men vi skal vænne os til, at der er stub og plantemateriale«, siger Gustav Rabølle.

I næste uge etablerer han kørvel til frø. Der er kommet noget vand, men han håber på mere, så han kan komme til at pløje. Det er stadigvæk tørt.

Hvede sås først senere

»Hvedesåningen venter til efter 15. september, dels fordi vi bor i en mild egn, hvor optimalt såtidspunkt i hvede er 20. september, dels fordi vi har problemer med græsukrudt, og derfor ikke vil så tidligt«.

Efterafgrøderne er kommet i jorden 10.-18. august. En MFO-blanding med olieræddike og honningurt - og gul sennep i renbestand. Der er kommet ca. 35 mm i den sidste uges tid, så efterafgrøderne er begyndt at spire, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.