Markant fremgang for dyrevelfærd i svinestalde

Dyrevelfærden i de danske svinestalde har fået et løft. Det viser tal fra den nyeste dyrevelfærdsrapport med kontrolresultater fra 2014, fra Videncenter for Dyrevelfærd under Miljø- og Fødevareministeriet.

Hvor det tidligere var mellem 40 og 50 procent af svinebesætningerne, der fik én sanktion eller mere, var niveauet i 2014 reduceret til godt 25 procent. Den udvikling glæder miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen.

»Fremgangen vidner om, at langt de fleste landmænd gør sig umage for at sikre, at dyrene har det ordentligt. Det fortjener de ros for. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at de overtrædelser, der finder sted, typisk er fundet i den milde ende,« understreger Eva Kjer Hansen.

... Men velfærdsrapporten møder hård kritik

Politiske partier og organisationer kritiserer at fødevarestyrelsens kontrol af svineproducenter ikke gav anmærkninger om halekupering.

Svineproducenterne får ros af fødevareministeren for forbedring af dyrevelfærden i en ny rapport fra Fødevarestyrelsen. Men rapporten får nu kritik fra Dyrenes Beskyttelse og flere politiske partier, fordi kontrollen ikke har givet anmærkninger om ellers kendte dyrevelfærdsproblemer.

Den største kritik lyder på, at kontrollen i 2014 ikke i ét eneste tilfælde gav anmærkninger om rutinemæssig halekupering, selvom det bliver udført på størstedelen de konventionelle svin.

»Rapporten tegner et glansbillede af produktionen, når den ansvarlige myndighed ikke skrider ind over for ulovligheder som rutinemæssig halekupering. Når 29 mio. grise halekuperes hvert år i Danmark, så skulle man tro, at det var til at få øje på for kontrollanterne,« siger Birgitte Damm, dyrlæge og chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle