Marksprøjten skal have stor kapacitet og være nem at betjene

Skadegørerne skal ofte rammes inden for et interval på to til tre timer, og det giver en sprøjte med stor kapacitet bedre mulighed for, siger Brian Kristiansen, der kører med en 24 meter Rau Explorer.

Marksprøjten skal have stor kapacitet. Den skal have computerstyret betjening af alle vigtige funktioner. Og sidst, men ikke mindst, skal sprøjten have indbygget en stor sikkerhed mod fejlbetjening.

Det er vigtige krav, planteavler Brian Kristiansen, Frørup ved Ørbæk på Fyn, stiller til en moderne marksprøjte.

"Begrundelsen er, at marksprøjtning skal ske på en miljøvenlig måde. Med det mener jeg, at midlerne skal udbringes på de rigtige tidspunkter, så virkningen mod ukrudt, svampesygdomme og skadedyr bliver optimal," forklarer han.

Kører over 1200 hektar

Brian Kristiansen dyrker frøafgrøder, herunder også mere sjældne arter som kinakål, skorzonerrod og spinat. Sædskiftet omfatter desuden hvede, vårbyg og raps. Dertil kommer, at Brian Kristiansen deltager i et maskinsamarbejde med nabolandmænd.

Det betyder, at bedriftens marksprøjte hver vækstsæson overkører cirka 1200 hektar. Sprøjten anvendes også til udbringning af flydende gødning.

"Arbejdet med marksprøjten omfatter omkring 150-200 timer hver vækstsæson, alt inklusive. Sprøjten er bedriftens vigtigste maskine i vækstsæsonen. Derfor er det meget afgørende, at arbejdet med marksprøjten kan ske rationelt, herunder især ved påfyldning og rensning/gennemskylning," siger han.

Arbejdsbesparende udstyr

Brian Kristiansen valgte en Kverneland Rau Explorer trailersprøjte med 24 meter aluminium-spredebom og 3600 liter tankindhold. Sprøjten har en computerstyret Flowmaster FMA-betjening, der indeholder flere programmer, for eksempel automatisk rensning og renskylning af alle systemer.

"Uanset om jeg sprøjter egne eller andres afgrøder, er rettidseffekten meget afgørende. Det indebærer, at der måske kun er tre til fire timer til rådighed, hvor forholdene er helt optimale. Blomstrende kinakål, for eksempel, tiltrækker skadedyr som en magnet, og så gælder det om at være der med sprøjten på det helt rigtige tidspunkt," siger Brian Kristiansen.

"Derfor skal sprøjten ikke alene have en stor kapacitet. Den skal også være udstyret med systemer, så den for eksempel kan renses effektivt og sikkert, så snart en opgave er afsluttet, og man forlader marken. Jeg mener, at automatisk rensning og gennemskylning giver stor sikkerhed. Det ville jo være katastrofalt, hvis der - som følge af en fejltagelse - var selv en lille rest af et ukrudtsmiddel, der kunne komme med ud ved en efterfølgende sprøjtning mod skadedyr," siger han.

Rettidig omhu

At komme med sprøjten på rette sted på det helt rigtige tidspunkt og med den rigtige dosering er afgørende for at få succes med moderne plantebeskyttelse.

"Det er dog ikke rationelt, at arealerne er opdelt på flere marker. Jeg skal køre på mange marker, større og mindre store, der skal passes med marksprøjten. Men sådan er det gået som følge af strukturudviklingen," siger Brian Kristiansen.

I den forbindelse har han god nytte af, at Rau-sprøjten har styrende bærehjul. Denne styring kan dels ske som automatisk sporstyring ved vendinger på forageren, dels som manuel tvangsstyring og ved sprøjtning af rækkeafgrøder.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle