Maskiner for alle til skue

Maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue havde elementer for alle. Mens blandingen af gammelt og nyt viste landbrugets udvikling på sin egen måde, bemærkede en udstiller en ny og atypisk interesse for de små maskiner.

Der var maskinindtryk for enhver gæst på Roskilde Dyrskue, uanset om missionen var at se stort grej, dansende rendegravere eller små kratryddere i letvægtsformat til at slagte tidslerne i indkørslen.

Under mottoet "Bedstefars dyrskue" var der flere steder gamle traktorer og redskaber at gense for senior-generationen. Side om side med brede mejetærskere og avancerede sprøjter og luftsåmaskiner kunne man let få den tanke, at det var enklere at drive landbrug i gamle dage. Den blev dog udvisket på standen hos traktorfabrikanten Case IH's, hvor en GPS-styret traktor kører med få centimeters nøjagtighed, uden at piloten i kabinen rørte rattet. Dette system er allerede en uundværlig del på mange store og mellemstore landbrug, hvor det betyder, at der aldrig mere bliver helligdage eller overlap, når der harves, køres gylle eller såes.

Lidt har også ret

Blandt traktorer på op til 370 hestekræfter, og såmaskiner på seks meter, kan de mindre maskinsæt let sygne hen. Teknisk direktør hos maskinfabrikken He-Va, Heine K. Christiansen, kunne dog fortælle om en interessant iagttagelse blandt de små såsæt. "Jeg har aldrig før oplevet, at der er så stor interesse for såsættene med tre meters arbejdsbredde, som der er her," fortæller han og forklarer: "Jeg tror, det er de små veletablerede landmænd, som er lidt oppe i årene, der danner interessen. De der ikke har varet særlig ekspansive i de senere år, og som derfor nu trods krisen har luft i økonomien til at købe en ny maskine."

Et andet sted, der var luft, var under tre gule JCB-rendegravere, der imellem heste- og ko-kåringer i den store ring udførte akrobatik i takt. Opvisningsteamet Dancing Diggers var kommet helt fra England for at vise de besøgende, hvor smidig en rendegraver egentlig er. Underbygget af både dramatisk og blid musik arbejdede de i takt - men var også oppe at stå nærmest lodret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle