»Jeg vil gerne bare forhindre at andre havner i samme situation«

Gårdejer og kartoffelavler Carl Heiselberg ved Vojens fik en dom for uagtsomt manddrab efter en ulykke, hvor en personbil ramte hans lastvognsanhænger. I dag står han frem med sin historie.

I november 2019 mistede en ung kvinde livet efter, at hun i sin personbil ramte gårdejer og kartoffelavler Carl Heiselbergs lastvognsanhænger læsset med kartofler. Bilinspektøren på ulykkesstedet vurderede, at skylden var Carl Heiselbergs, og den betingede dom lød på uagtsomt manddrab, først i byretten og senere i landsretten i år. Nu står Carl Heiselberg frem og fortæller sin historie.

Først og fremmest er det afgørende for Carl Heiselberg at fortælle, at det ikke er hans ærinde at genåbne sagen og så at sige føre en tredje retssag i avisens spalter, ligesom han heller ikke går op i skyldsspørgsmålet. Og uanset hvad er alle kede af, at den unge kvinde mistede livet.

»Jeg ved jo heldigvis selv, hvordan ulykken foregik, så min samvittighed er ren«, siger Carl Heiselberg, der driver ejendommen Vestergaard og Carls Kartofler ved Vojens, ligesom han også er formand for Danske Kartoffelavlere og medlem af Færdselsgruppen.

»Mit ærinde er at fortælle om hændelsen til landmandslæserne, for den er god at blive klog af, og måske kan det forhindre, at andre havner i lignende situationer«, mener han.

Strid om placering

Ulykken skete om aftenen 15.november 2019. En af Carl Heiselbergs medarbejdere sad fast med en vogn og bad Carl Heiselberg komme med en traktor og slæbe ham fra marken ud på landevejen. Kort efter, at de er kommet ud på vejen, og vogntoget ifølge Carl Heiselberg er rettet op, bliver de ramt af en hurtigt kørende personbil, som efter Carl Heiselbergs udsagn kørte på midterstriben.

Skyld eller ej, så føler Carl Heiselberg, at politi og dommere udelukkende lyttede til bilinspektøren og var mindre interesserede i Carl Heiselbergs egen forklaring, ligesom man ifølge Heiselbergs vurdering heller ikke lagde vægt på vidneudsagnet fra en civil betjent, der tilfældigt som en af de første dukkede op på ulykkesstedet.

Alt i alt føler han, at det var bilinspektøren, der dømte ham efter, at stridsspørgsmålet gik på, om kartoffelvognen var eller ikke var på den forkerte side af vejens midterstribe og med hvilken vinkel, bilen ramte vognen.

»Før retssagen var jeg sikker på, at jeg ville blive frikendt, for jeg vidste jo, hvor jeg var placeret henne med vognen«, siger Carl Heiselberg.

Faktaboks

3 anbefalinger fra Carl Heiselberg

  1. Second opinion: En ekstra bilinspektør i ankesituationer kunne i disse eventuelt få lov at gennemgå de formodninger, den første bilinspektør på stedet optegner, fotograferer og fremlægger.
  2. Afgørende: I dette tilfælde er det udslagsgivende, at inspektøren påstår, at bilen ved at ramme vognen med 22 ton i en vinkel under 45 grader vil glide videre i kørselsretningen, men det gør den ifølge Carl Heiselberg ikke, når den rammer frontalt på fælgen, så dækket eksploderer. Billeder af bilens tag og under vognladet viser ifølge Heiselberg, at bilen har været i ca. 10-15 grader. Inspektøren fastholdt sin teori, som var udslagsgivende for dommen.
  3. Evaluering: Desuden mener den dømte, at en bilinspektør med mellemrum burde evalueres, da han er en autoritet med stor magt. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.