»Komforten er lige så vigtig på en lille traktor«

Hos Maskinstationen i Torrild er størrelse og komfort vigtige parametre i et helt speciel nicheområde.

Den fylder ikke meget. Men det er præcis, som far og sønner ønsker sig i den nye traktor, som oven i hatten rummer masser af udstyr og komfort.

Traktoren er en Case IH Vestrum 130 CVX med trinløs transmission. Egentlig betyder mærket ikke så meget for Johannes Laursen, der driver Maskinstationen i Torrild sammen med sin ægtefælle Birthe og med hjælp fra deres tre sønner. Service, komfort og størrelse er vigtigere i dagligdagen - eller nætterne om man vil.

Maskinstationen arbejder inden for plantning, sprøjtning og pleje af skov og produktion af juletræer. Det betyder ganske lidt plads mellem træerne, mange timer i traktoren og kørsel om natten, når maskinstationen tågesprøjter helt præcist 380 forskellige marker rundt om hos forskellige kunder - lige fra den sydlige del af Aalborg til Bramming.

Mange timer bag rattet

»Vi stiller bare nogle andre krav end en maskinstatation med store gyllevogne«, fortæller Jesper Laursen.

»For os har vi nogle helt fysiske begrænsninger for traktorens størrelse, men vi kører mellem 1.000 og 1.800 timer i vores traktorer om året, og mange af dem er om natten. For os er komforten lige så vigtig på en lille traktor«, fortæller han om grundlaget for at investere i den udstyrsspækkede Vestrum.

I kabinen ligner en Vestrum CVX til punkt og prikke de større traktorer fra Case IH. Maskinstation har ekstraudstyr i traktoren for omkring 250.000 kroner, så der er tale om en ret dyr traktor trods størrelsen.

»Men vi får ikke nogle medarbejdere til at køre nat efter nat i en traktor med dårligt lys og en dårlig komfort. Så simpelt er det«, understreger Johannes Laursen.

Ikke farvet af mærke

Maskinstationen i Torrild har yderligere to Puma-modeller og en Maxxum fra Case IH. Derudover er der Massey Ferguson-traktorer og en enkelt Deutz-Fahr hos Torrild.

»Vi er glade for alle traktorer, men for Deutz’ens vedkommende er der blevet for langt til den nærmeste forhandler, og når det gælder MF, så kan vi ikke få en traktor med samme komfort og med trinløs transmission i den størrelse«, fortæller Jesper Laursen.

Han og resten af de ansatte har brug for den trinløse transmission til tågesprøjterne, og til de tre wrappere er en trinløs transmission også optimal.

De er også enige om, at god service er essentiel for at drive deres livsværk.

»Vi er ikke farvet på nogen måde, men vi vægter god service ekstremt højt, og det er årsagen til, at vi bruger Yding Maskiner«, understreger Johannes Laursen, der siden 1983 har drevet maskinstationen.

Indtil videre har Torrild kørt 250 timer på en måned med den nye Vestrum. Faktisk ikke deres egen, men en demo-traktor. Coronakrisen har nemlig bremset leveringen midlertidigt, men Case IH og Yding Maskiner har stillet en identisk traktor til rådighed i mellemtiden.

»Selv i forhold til vores Maxxum er Vestrum’en langt lettere at komme rundt med, og den trækker fint af sted med eksempelvis en 5.500 liters vandvogn«, siger Jakob Laursen.

»Men vi savner bedre trin op til kabinen, og så er AdBlue-tanken lidt for lille. Vi skal tanke AdBlue, hver gang vi tanker diesel«, nævner Jesper Laursen, men tilføjer:

»Det er svært at hive folkene ned fra traktoren, når først de har kørt med den«.

Faktaboks

Maskinstationen i Torrild

  • Maskinstationen har eksisteret siden 1983 og er etableret af Johannes Laursen.
  • I dag beskæftiger maskinstationen otte ansatte det meste af året, men i efteråret er der op mod 15-20 mand beskæftiget med juletræer.
  • Maskinstationen arbejder primært med plantning og pleje af skov og juletræer, men har også tre wrappere, river, to pressere og diverse jordbearbejdningsredskaber.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.