»Vi er voldsomt begejstredefor den selvkørende sprøjte«

En brugt selvkørende Hardi har øget komforten og kapaciteten på Holtegaard og Krårupgård og gør det med en eftermonteret luftsåmaskine muligt at så alle bedriftens efterafgrøder på én arbejdsdag.

Da Holtegaard og Krårupgård på Lolland med 400 hektar i omdrift manglede en ny sprøjte for nogle år siden, faldt valget ikke bare på en selvkørende sprøjte, men tilmed en brugt sprøjte, nemlig en Hardi Alpha Plus 4100.

Afløseren for en bugseret Lindus med 24 meter bom blev hentet i England med assistance fra Hardi og den lokale Hardi-forhandler Karl Mertz.

»Med vores areal skulle det være en brugt maskine. Det skulle også helst være en Hardi, så det ikke blev alt for ’eksperimenterende’ at skifte til en selvkørende sprøjte og få udfordringer med både elektronik og sprog«, siger Knud Erik Clausen, der sammen med hustruen Hanne driver Holtegaard i et I/S med sønnen Christian Clausen.

Står altid parat

Bedriftens ’nye’ Hardi Alpha Plus 4100 blev leveret med 2.500 timer på tælleren og kostede knap nok, hvad en ny bugseret sprøjte med samme specifikationer ville løbe op i. Udstyret omfatter 4.200 liter tank, 36 meter dobbeltfoldet alu-bom, GPS og trykcirkulation. Dertil kommer komfortgevinster som hydraulisk affjedring og firehjulsstyring. Sprøjten er desuden forberedt for dysestyring på enkeltdyseniveau og arbejder i delbredder à seks meter.

»Det er en sprøjte fra 2007 med datidens bomstyring. Den har vi fået ændret lidt på, men ellers har der ikke været noget med den«, forklarer Christian Clausen.

»Vi er voldsomt begejstrede for den. En selvkørende sprøjte står altid parat, og med vores afgrødesammensætning er der opgaver hele tiden i sæsonen. Den er også dejlig let at bakke og vende med, og i et vådt efterår klarer den sig betydeligt bedre end en bugseret sprøjte«, fremhæver Knud Erik Klausen.

»Udsynet er også rigtig godt, og bommen ligger fint foldet ind under transport«, supplerer Christian Clausen.

 

Klares på én dag

Etableringen af efterafgrøder sker også med den selvkørende sprøjte ved hjælp af en luft-frøsåmaskine fra Techneat med GPS-styret kørselsafhængig doseringsenhed og tre spredeenheder monteret på sprøjtebommen, så de hver dækker 12 meter. Der udsås ti kg frø pr. hektar, og kapaciteten er op mod 90-100 hektar på en god lang arbejdsdag, udsået med 8-10 km/t.

Dermed kan alle efterafgrøder etableres inden høst, hvor den selvkørende Hardi med en frihøjde på 120 cm kan færdes overalt uden at lave afgrødeskader.

»Det har vi rigtig meget glæde af. Vi får etableret efterafgrøderne, mens der er god tid før høst, og det er bare rart at have til side, når høstarbejdet begynder«, understreger Knud Erik Clausen.

Metoden er anvendt i både våde og tørre år, og erfaringen er, at efterafgrøderne spirer og gror godt til, når der kommer fugt og lys til frøet i de tørre år, mens de aldrig bliver for kraftige inden høst i fugtige år. Selve den luftassisterede frøsåkasse ’genbruges’ i øvrigt på bedriftens såmaskine, som er monteret med sin egen fordeler til etablering af frøgræs med hvert andet såskær.

Faktaboks

Gode erfaringer med selvkørede maskiner

  • Bedrifterne Holtegaard og Krårupgård ved henholdsvis Maribo og Sakskøbing er i gang med et generationsskifte og drives i et I/S mellem forældrene Hanne og Knud Erik Clausen og sønnen Christian Clausen.
  • Driften omfatter 400 hektar med bl.a. sukkerroer og konsumærter.
  • Tiden er ofte knap i høsten, da bedriften også bjærger en del halm.
  • Hardi Alpha Plus 4100 er ikke bedriftens første selvkørende maskine, da man også har rigtig gode erfaringer med selv-kørende Holmer-roeoptagere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.