To års udvikling bag Krampe afskubbervogn

Krampe RamBody 750 er navnet på Krampes helt nyudviklede afskubbervogn, der efter to års udviklings- og testarbejde nu frigives til salg.

Det kan muligvis give lidt panderynker hos de etablerede producenter af afskubbervogne, når den tyske vognproducent, Krampe, nu betræder nyt land og lancerer producentens første afskubbervogn, Krampe RamBody 750.

Nyheden har været to år undervejs, og den første model er en to-akslet vogn med 41 kubikmeter vognkasse.

At Krampe nu bevæger sig ind på det nye marked, skyldes ifølge den skandinaviske salgschef Kenneth Brønner, at kunder og forhandlere har efterspurgt det.

- Men Krampe har ikke villet gå ind på markedet, før man kunne tilføre noget ekstra til segmentet. De har både villet optimere selve konceptet omkring en afskubbervogn og samtidig sikre sig, at Krampes sædvanlige kørekomfort blev en integreret del af vognen. Det har krævet to års udviklings- og testarbejde med langt over 1.000 arbejdstimer i græs- og majsmarker at nå i mål, men nu er den her, siger Kenneth Brønner.

Afskubbervognen fås med parabolske fjedre, luft-affjedring eller hydraulisk undervogn. Selve vognkassen er bygget med smalle, let skråtstillede vognstolper, som sikrer stabilitet i siderne. For at undgå, at der ligger restmaterialer i vognkassen efter aflæsning, er den designet, så den kan tømmes fuldstændigt ved blandt andet at have skrå kanter, afskrabere og en afskubberplade, som kan køre helt ud til enden af vognkassen.

I alt fem kraftige, dobbeltvirkende hydrauliske stempler arbejder sammen om at tømme vognen, hvilket ifølge producenten sikrer, at selv en overlæsset vogn kan tømmes sikkert og hurtigt.

Faktaboks

Krampe RamBody 750

  • To-akslet vogn med 41 kubikmeter vognkasse.
  • Fås med parabolske fjedre, luft-affjedring eller hydraulisk undervogn.
  • Fem dobbeltvirkende hydrauliske stempler til at tømme vognen med.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.