Canadiske samlevogne klar til græssæsonen

Buchtrup Agro i Tjele har fået importen af de canadiske samlevogne fra Anderson. En af modellerne, som opsamler wrapballer i marken, er allerede solgt.

Smarte løsninger, som kan spare landmanden for både tid og besvær, er altid interessante - og en nyhed med de egenskaber er netop, hvad maskinimportøren Buchtrup Agro i Tjele har klar til den kommende sæson i græsset.

»Ja, jeg har tumlet lidt med nogle forskellige vogntyper fra den canadiske producent, Anderson, og importen er kommet på plads. Jeg har foreløbig solgt et enkelt eksemplar af modellen RBM Pro 2000, som er en vogn, der opsamler wrapballer i marken. Den bliver leveret til en kunde i Sønderjylland her inden længe«, siger Michael Buchtrup, indehaver af Buchtrup Agro, der dermed har fire canadiske mærker på plakaten.

Anderson RBM Pro 2000 vognen er producentens største mulighed til wrapballerne. Den kan tage op til 20 wrapballer ad gangen. Aflæsningen foregår ved, at de 20 wrapballer skubbes af, og det kan gøres på mindre end et minut. I marken kan den under gode betingelser opsamle 20 wrapballer på mindre end 10 minutter. Hele processen foregår smidigt og elegant - når gribekloen kommer tæt wrapballen, bevæger den sig bagud med samme hastighed som traktoren kører fremad - så wrapballen ikke bliver skubbet hen over jorden. Opsamlingen foregår uden, at traktoren behøver holde stille,

»Fidusen er også, at man kan spare en mand med en traktor og en gribeklo«, siger Michael Buchtrup, der også vil tage topmodellen StackPro 7200 hjem til demo.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.