Dansk opfindsomhed høster medaljer

Selvkørende høstrobot og en kombination af ny og gammel teknik udløser to sølvmedaljer på Agritechnica

Grøntsagsproduktion er ekstremt arbejdskrævende, og i broccoli udgør høstarbejdet ca. halvdelen af det samlede arbejdskraftbehov. Senest har England oplevet arbejdskraftmangel i sin frugt- og grøntsagsproduktion efter den uheldige kombination af Brexit og corona.

Derfor går den ene danske sølvmedalje til AgroIntelli for RoboVeg. Det er en broccoli-høster baseret på den nye Robotti-platform med brændstof nok om bord til timers arbejde i streg og en ekstra stærk lift.

RoboVeg er udstyret med 2D-kameraer og 3D-sensorer med meget høj opløsning til at finde broccolihovederne, hvorefter to robotarme med ekstremt stor bevægelighed høster hovederne og lægger dem i kassen.

RoboVeg arbejder ekstremt hurtigt: Det tager blot tre sekunder at finde, høste og pakke et broccolihoved. Derfor er kapaciteten på RoboVeg op mod 2.400 broccoli i timen, hvor manuel høstteknik kun kan klare maksimalt 360 broccoli i timen.

Agritechnicas priskomité fremhæver, at RoboVeg markerer et nyt vigtigt skridt for robotterne, som hidtil kun har kunnet lave jordbearbejdning, så og bekæmpe ukrudt, men med RoboVeg nu også kan høste markafgrøder og derved give en stor arbejdskraftbesparelse for landmændene.

Det bedste fra to verdener

Fasterholt kombinerer den selvkørende kanon-vandingsmaskines robuste og driftssikre teknik og høje kapacitet med bomvandingens mange fordele i form af lavere vandforbrug, lavere energibehov og mere præcis vanding.

Resultatet er DL 66 Pro, som både er en indtræksmaskine med mulighed for op mod 1.000 meter slange og en bomvandingsmaskine med en op til 66 meter bred teleskopisk og hydraulisk foldbar vandingsbom i aluminium.

I forhold til andre bomvandingssystemer har Fasterholt øget kapaciteten, gjort arbejdsbredden mere fleksibel og reduceret arbejdstiden ved flytning af maskinen. Desuden kan den køre i flere afgrøder end traditionelle bomvandingsmaskiner.

Derfor går den anden af to danske sølvmedaljer til Fasterholt. For selv om bomvanding er sjælden i Danmark, er det den dominerede vandingsform i mange store landbrugslande, og dermed er der ifølge Agritechnicas priskomité en reel gevinst for landmænd ved den nye maskine.

Faktaboks

En guld og 16 sølv

  • Agritechnica er verdens største maskinmesse og har uddelt en guldmedalje og 16 sølvmedeljer og derudover nomineret en række mindre nyheder for forskellige komponent- og innovationspriser.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.