Dansk maskinproducent når milepæl: 1.000 redskaber

Ribers Maskinimport oplever pæn efterspørgsel på sine egne produktioner.

For mælkeproducent Niels Ulrik Andersen med 425 højtydende jerseykøer på bedriften ved Nørre Aaby var det bare en ny multigrab - en skovl med overfald - til bedriftens Claas Scorpion teleskoplæsser.

Men for leverandøren, Ribers Maskinimport i Nordenskov ved Varde, var det en helt særlig multigrab, der i denne uge blev leveret.

»Den har serienummeret 1.000, fordi det er nummer 1.000 af vores egenproducerede enheder«, siger Pelle Riber, søn af firmaets stifter og selv på vej ind i virksomheden.

Det var således ham, der sad bag rattet i firmaets lastbil og leverede produktion nummer 1.000. Samtidig blev der også aftalt et servicebesøg på Niels Ulrik Andersens Teagle strømaskine, som også er leveret af Ribers Maskinimport.

Driftssikkerhed er vigtig

Multigrabben er et redskab, der bruges hver dag på bedriften, så slidstyrke og pålidelighed samt god service prioriteres højt hos Niels Ulrik Andersen.

Så da bedriftens knap ti år gamle multigrab trængte til at blive skiftet ud, fik Ribers Maskinimport ordren. Igen. For den gamle multigrab var i øvrigt også leveret, men ikke produceret af Ribers Maskinimport.

»Man ikke helt sammenligne de to redskaber. Vi begyndte selv at producere dem i 2013-2014 og har udviklet meget på dem. Så de er lavet noget kraftigere og har også helt andre og stærkere bolte og bøsninger«, forklarer Pelle Riber.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.