Danske maskinfolk frygter nye EU-regler om smalle maskiner

Nyt dansk EU-forslag skal forhindre, at bugserede redskaber kun må være tre meter brede inkl. dæk.

Når du stævner ud med din bugserede såmaskine, kartoffeloptager eller andre bugserede redskaber, må de gerne overstige tre meter i bredden med dækmonteringen, hvis fabrikantens data tilsiger, at det nu engang er sådan, de er konstrueret.

Men nu frygter en bred kreds i dansk landbrug og maskinbranchen, at nye EU-regler vil gøre det ulovligt og ultimativt sætte grænsen ved tre meter inkl. dæk.

Landskonsulent Henning Sjør- slev Lyngvig hos Seges er de europæiske landbrugsorganisationers repræsentant i EU-arbejdsgruppen WGAT, hvor spørgsmål om maskinlovgivning drøftes - f.eks. spørgsmål om EU-typegodkendelser for traktorer, vogne og påhængsredskaber, inden det bliver til reel lovgivning.

Han forklarer, at EU er på vej til at tilføje de bugserede redskaber til EU-typegodkendelser.

»EU-typegodkendelse tillader kun 3,0 m bredde inkl. dækmontering. Det kan betyde, at myndighederne i Danmark begynder at tolke reglerne sådan, at maskinen ikke er konstrueret til bredere dækmontering end 3,0 m, selv om dansk lov i udgangspunktet tillader det«, siger han.

Flere danskere er med

For at komme problemerne i forkøbet stiller han nu sammen med maskinstationerne og maskinhandlerne i Europa – som også er repræsenteret af danske fagpersoner, henholdsvis Gerth Pedersen Holm fra DM&E og Per Hedetoft fra Dansk Maskinhandlerforening - et forslag om tilpasning af EU-typegodkendelserne, så den tillader tekniske data i typegodkendelsen.

»Det vil kunne modgå det. Alternativet er, at vi skal have nationale godkendelser, og det bliver dyrere for alle i branchen, og i sidste ende er det slutbrugeren, der kommer til at betale«, siger Henning Sjørslev Lyngvig.

Grundlæggende er de danske parter tilhængere af fælles EU-typegodkendelser, så maskiner får fælles og så billig godkendelse som muligt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.