Eksperten: De har været benhårde trods snedige fejl

Niveauet har været højt hele vejen rundt. Og dommerpanelet er imponeret over den systematiske tilgang og kunnen fra finalisterne i DBL 2017.

»Det har været en fornøjelse at se jer alle i aktion«, sagde serviceinspektør Mads Østerlund Knudsen fra Danish Agro Machinery efter konkurrencen.

Han var dommer i en opgave med en Claas traktor og presser, hvor finalisterne parvis skulle arbejde sammen om at løse problemerne.

»De (finalisterne red.) skal lige føle hinanden af og finde ud af at fordele opgaverne. Men især det sidste hold var hurtig til at ligge en arbejdsplan«, siger Mads Østerlund Knudsen og fortsætter:

»Generelt for alle fire deltagere er, at de har været gode til at søge i vores dokumentation. De kommer fra andre mærker og kender ikke vores fremgangsmåde og vores diagnoseværktøjer. De er benhårde på at finde de rigtige steder i dokumentationen på de fejl, som er bygget ind. Det er jeg imponeret over«, siger han.

Fejl fra dagligdagen

Konkurrencen skal være så realistisk som muligt for deltagerne.

»Derfor har vi taget en række typiske fejl, som vi har oplevet i løbet af høsten 2017. Så det bliver ikke mere realistisk«, fortæller Anders Jensen, servicechef hos Agco Danmark, om den Fendt mejetærsker, der var en af opgaverne i DBL.

I en tredje opgaver blev finalisterne hurtigt pressede.

»Deltagerne var overraskede over, at traktoren som det første slet ikke kunne starte. For at komme videre med de andre opgaver, var de nødt til at løse denne vitale del - og kom således under pres fra starten«, forklarer Carsten Knudsen, servicemontør fra Sønderup Maskinhandel om den Ferrari traktor, han snedigt havde fyldt med problemer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.