En fem år brugt ryster-maskine kan vi godt sælge
Salget af brugte maskiner meldes stabilt. Særligt fokus lige nu er brugte mejetærskere.

Man hører hele tiden, at de brugte maskiner skal ud af landet for at holde markedet i gang.

Tilsyneladende er markedet for brugte maskiner langt fra kollapset, selv om det har været svært for udenlandske opkøbere at køre land og rige rundt og se på maskiner.

»Det går faktisk rigtig godt. Af mejetærskere over en halv mio. kr. har vi kun to tilbage, og når vi sælger 13 nye, så er det ingenting. Der er røget mange maskiner. En femårig brugt rystermaskine kan vi godt sælge«, lyder det fra adm. direktør Christian Holst fra Johs. Mertz, der samtidig melder, at det går fint at få handlet udenlandsk, når det er velkendte kontakter, man handler med.

»Men vi kan også godt handle over platforme som Mascus«, siger han.

Hos Semler Agro har man i Vejrup centreret brugthandlen i Danmarks største brugtcenter i Vejrup.

»Det er mere eller mindre normalt. Lige nu bliver der solgt nogle mejetærskere«, siger salgschef Rasmus Thing.

Hos Danish Agro’s maskinforretninger er Jim Thygesen adm. direktør for Ringe Maskinforretning på Fyn og AP. Jørgensen i Ribe. Han kalder også salget stabilt. Han advarer dog landmænd mod at gå og tænke alt for længe, hvis de vil købe brugt høstgrej.

»Der er ekstra travlt på værkstederne i år, fordi corona har skubbet tingene. Derfor er det nu, at man skal slå til. Vi har mange klargøringer lige nu – også på nye maskiner, som er kommet sent hjem«, siger han. For AP. Jørgensen var der sidste år en manko i salget af brugte finsnittere. Markedet er dog ved at tø op, siger han.

»Sidste år solgte vi godt med nye, men markedet for brugte gik i stå i hele Europa af en eller anden årsag, jeg ikke kender. Nu sælger vi lidt igen«.

Hos J. Hundahl i Thisted melder sælger og medejer Søren Hundahl om bedre marked for brugt end nyt.

»Det er plus på brugtsiden – og status quo på nysiden, hvor der f.eks. har været udfordringer med at få tingene hjem«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.