En heldig kartoffel

En klog mand sagde engang til mig, at jo mere man øver sig, og desto dygtigere man er - desto heldigere bliver man...

Nå, men anyway. Så blev vi igen bekræftet i, at vi er i en attraktiv branche. Firmaet Weko Equity, som også står bag Stroco-Agro, har købt maskinhandlerforretningen Powtec, specialist i kartoffel- og vandingsteknik, og lægger sig dermed i slipstrømmen af store professionelle aktører såsom Danish Agro, Semler, Nellemann og tyske Raiffeisen.

Fælles for dem alle er, at de i de seneste år har investeret massivt i den danske maskinhandlerbranche via opkøb af en række maskinhandlere.

Generationsskifter som i landbruget

Som jeg før har givet udtryk for, skal det ses som et positivt element, for på den korte bane løser det en stor udfordring omkring generationsskifte. Det kan være en tung proces at generationsskifte en maskinhandler, primært på grund af de store aktiver, der gør, at det er en forholdsvis stor investering, der skal på bordet. Det kan på mange parametre sammenlignes med det at generationsskifte et stort landbrug. Men alligevel er vi en attraktiv branche og en attraktiv investering, som tiltrækker disse store spillere. Det kan vi godt tillade os at være stolte af. Og tillykke til Powtec med kulminationen på et langt sejt træk.

Godt kæmpet

En anden dygtig personlighed er vores deltager til WorldSkills2019, som løb af stablen i forrige uge i Rusland. Anders fra Thisted forsvarede de danske farver på fornem vis. Det blev ikke til en medalje i denne omgang, men ingen på det danske landshold opnåede en placering i top 3. Og med de store danske talenter fortæller det en del om det absurd høje niveau, der konkurreres på. Det er virkelig marginalerne, der afgør det. Men tak for indsatsen Anders, godt kæmpet!

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.