Endelig kan Land Rover Defender forsvare sig ude i virkeligheden

Den nye Land Rover Defender, manges hede drøm, er nu klar. At dømme efter den første omgang offroad-kørsel ved Tirsbæk Gods er den gjort af det rette stof.

Når den nye Land Rover Defender nu har begivet sig ud i en virkelighed, hvor forventningerne er enorme, rejser den flere spørgsmål, ikke mindst om den er en ægte Defender. Den står immervæk på skuldrene af en historie, der blev indledt i 1948, men at dømme efter den første prøvekørsel har den, hvad der skal til.

Så lad os få nogle svar: Er den for moderne og med for meget elektronik til at være en ægte Defender? Nej. Er den dyr? Ja. Priserne begynder immervæk ved 868.000 kr., men de sidste versioner af den tidligere Defender var også ret kostbare. Er den blevet for fin? Ja og nej. Fin, det er den, men den er også en hårdhudet svend med synlige skruer i interiøret og et gulv af gummi. Og er den en ægte Defender. Ja!

Det er vurderingen efter en dag i selskab med den sekscylindrede 400-hestes benzin-topmodel, som naturligvis er overbevisende, samt den mere almindelige volumenmodel, den 240-hestes diesel, der synes som et sikkert valg, alt taget i betragtning.

Nyd naturen

Den oprindelige Defender var i flere henseender ’træls’ under offroad-kørsel. Som fører havde man meget lidt bevægelsesfrighed. I den nye er der komfort, albuerum og lys og luft, så man kan nyde sin offroad-køsel og naturen uden irritation. Dens offroad-egenskaber er så stærke, at man netop kan nyde omgivelserne undervejs, idet alt foregår så såre udramatisk. Drej lidt på rattet og træd lidt på speederen og - »nej, se, der løber et egern«. Sådan vil man gerne have sin offroader.

Godt hjulpet

Permanent firehjulstræk og automatgear, midterdifferentiale og aktivt låsbart differentiale på bagakslen - hvilket dog er ekstraudstyr - betyder, at Defenderen har den nødvendige hardware. Noget særligt er Configurable Terrain Response. Det giver erfarne terrænkørere mulighed for at finindstille individuelle indstillinger alt efter forholdene, ligesom uerfarne kørere kan finde de mest passende opsætninger til terrænet ved hjælp af auto-funktionen.

Der er to benzinvarianter, en firecylindret P300 og en sekscylindret P400 med hybrid-teknologi. De to diesel er D200 og D240. Tallene refererer til hestekræfter. Priserne begynder ved 868.000 kr. for 90’-versionen og 974.000 kr. for 110’-udgaven. Van-priserne starter ved 611.700 kr. for 90’, 110-udgaven koster 675.700 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.