Enormt potentiale i ny Fendt supertærsker

790 hestekræfter og øget rense- og udskillerareal ligger bag Ideal 10 fra Fendt.

Det er blot to år siden, Agco lancerede mejetærskeren Ideal fordelt på tre forskellige modeller. Nu kommer en fjerde og endnu større.

Med imponerende 790 hestekræfter bliver Ideal 10 den mest kraftfulde mejetærsker på markedet, og ifølge Fendt vil den kunne præstere op mod en femtedel mere end den nuværende topmodel Ideal 9 med 647 hestekræfter.

»Hvis den får ideelle betingelser og et 15 meter bredt skærebord, som vi er ved at udvikle i øjeblikket, vil den have en kapacitet på op mod 20 pct. højere end Ideal 9«, fortæller Roland Schmidt, vicepræsident, Fendt marketing.

Det er ikke kun den øgede effekt, der skal give mere korn i tanken.

»Ideal 10 får et ekstra broelement under rotorerne, hvor samme område i Ideal 9 er blændet af. Tilløbsplanet bliver også ændret«, fortæller Kasper Glibstrup, salgsansvarlig for Fendt, Agco Danmark.

Ideal 10 vil i modsætning til resten af serien kun blive solgt som Fendt, og modellen kan som noget specielt udstyres med et joystick i venstre armlæn. I så fald kommer kabinen helt uden rat.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.