Den ser ret så speciel ud, og foreløbig er der også kun illustrationer af New Hollands såkaldte Straddle Tractor Concept. Men New Holland afslører dermed nogle af sine tanker for, hvordan en traktor hos fremtidens vingårde kan se ud.
Designet på traktoren er udviklet i samarbejde med Pininfarina, som også har tegnet traktorer for adskillige andre mærker, heriblandt Zetor og Deutz-Fahr.
Hjulene er klar til elektrisk drift som en del af New Hollands Clean Leader strategi, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
»Vores banebrydende Straddle Tractor Concept giver et glimt ind i fremtiden for, hvad vinproducenter kan forvente sig fra New Holland«, siger Carlo Lambro, øverste chef for New Holland.
Traktoren har førerhuset placeret forrest på chassiset med plads til at montere forskellige redskaber bagerst oven på traktoren. Det er en konstruktion, som er set før, men dog sjældent på en traktor beregnet til vinproducenter. Også kabinen er lidt speciel med frontruden, der fungerer som én stor dør.
Samtidig er det planen, at traktoren skal kunne have hydraulisk eller elektrisk justering af sporvidden.
Det fremgår dog ikke, hvor langt New Holland er med projektet, og om det kan gå hen og blive til virkelighed inden for en overskuelig årrække.
Faktaboks
Koncept-traktoren
- Hedder Straddle Tractor
- Beregnet til vingårde el. andre specialproducenter
- Klar til elektrisk drift
- Har justerbar sporvidde
- Dør til kabine er forruden
Kommentarer