Et mesterskab med format

Her medio januar blev der afholdt danmarksmesterskab 2020 i Bellacenter i København. DM i Skills er det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.

 

Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Mere end 40 fag var repræsenteret, og over tre konkurrencedage blev der dystet på livet løs. Lørdag eftermiddag kulminerede det hele med præmieoverrækkelse forestået af statsministeren.

 

Dette års DM i Skills blev besøgt af mere end 40.000 interesserede gæster, hvoraf langt størstedelen er børn/unge fra folkeskolen, som lige om lidt skal vælge uddannelsesretning.

I første omgang handler deres valg om en retning. Den gymnasiale retning eller en erhvervsuddannelse.

 

Og her er DM i Skills en oplagt mulighed for at præsentere de mange spændende fag og retninger inden for erhvervsuddannelserne. Vi deltog fra maskinbranchen med entreprenørmaskinmekaniker som konkurrencefag - og vinderen blev Mikkel Egebjerg Hansen fra Stemas. Stort til lykke til ham og til faget. Det er vigtigt, at vi som fag går forrest og viser vejen ind i en spændende verden af muligheder.

 

Uddannelsen som entreprenørmaskinmekaniker er en af de mest spændende og alsidige erhvervsuddannelser, vi har, og for en faglært er karriemulighederne mange i en spændende og bred sektor.

 

Men til DM i Skills var der plads til endnu flere erhvervsuddannelser fra f.eks. fødevareklyngen, som også fortjener en plads ved et DM – hvor var de?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.