God såbedsetablering stiller krav til harven og ikke mindst pakkeren

Valg af harvetype til såbedsetablering bør primært foretages ud fra jordtype og til dels afgrødevalg. Der bør fokuseres på, at harven har den rigtig pakker, råder DM&Es Agro-konsulent.

God afgrødeetablering kræver et ensartet og jævnt såbed, der er pakket i tilstrækkelig grad, så såsæden kan placeres på en fast bund, så ensartet fremspiring sikres gennem god vandforsyning. Hvis jorden er for løs, kommer frøene ikke i kontakt med tilstrækkelig fugt, og fremspiringen kan blive uens og forsinket. På svær jord kan der dog være risiko for, at for kraftig pakning forhindrer jorden i at tørre op, under våde forhold«.

Ordene kommer fra Henning Sjørslev Lyngvig, agro-konsulent hos DM&E Agro.

»Med andre ord skal harvens tænder skabe den rigtige struktur, og pakkeren skal sikre tilstrækkelig pakning. Hvad der er tilstrækkelig, bestemmes langt hen ad vejen af jordtypen. Ved såbedsetablering forud for majs og kløvergræs, typisk på let jord, er pakningen specielt vigtig. Pakningen skal her sikre god kapillareffekt og forhindre en for stor fordampning, der kan resultere i et for tørt såbed«, siger konsulenten, der som eksempler nævner en tallerkenharve med en gummipakvalse, f.eks. Amazone Catros med gummipakvalse og en såbedsharve med en ”jord til jord pakker”, f.eks. Köckerling Profiline med dobbelt STS pakvalse.

»Ved såbedsetablering forud for krævende afgrøder som f.eks. roer, typisk på svær jord, er det vigtigt at lave den rigtige struktur. Her anvendes typisk traditionelle såbedsharver med et større antal og flere rækker harvetænder. Der findes også såbedsharver med gode pakkere. Et eksempel på det kan være Lemken System-kompaktor med ringpakker, der laver dyb komprimering eller Kongskilde Germinator Pro, der anvender en lettere pakkertype, der efterlader en mere løs overflade, oplagt til svære jordtyper, så man undgår sammenslemning«, siger Henning Sjørslev Lyngvig.

I langt de fleste tilfælde kan pløjefri såbedsetablering foretages med en fjedertandsharve eller ved behov for dybdeharvning en stivtandet harve. Ofte er der også større udvalg af pakker-typer på stivtandede harver. Det er også en dyrere løsning. Eksempler på tandharver til pløjefri såbedsetablering er Väderstad TopDown med dobbelt stålpakvalse, hvor pakvalsen er velegnet til svær jord og Kuhn Prolander med dobbelt U-ringspakker af ”jord til jord” typen, hvor pakvalsen er en god universalløsning til mange jordtyper.

Faktaboks

Mange muligheder

  • Agro-konsulent hos DM&E, Henning Sjørslev Lyngvig, har her givet sine bud på diverse harver og pakkere, men understreger, at der findes mange andre gode harver på markedet, og at det er værd at bruge tid på at finde den rette.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.