Hardi med nyt PulseSystem testes i foråret

Trailersprøjten Hardi Aeon, der er Hardis indgang til fremtiden, skal testes i Danmark og Holland med nyt PulseSystem.

Den på mange måder nytænkte trailersprøjte Hardi Aeon, der blev vist første gang på Agritechnica i 2019, er nu i serieproduktion på Hardis fabrik i Nørre Alslev på Falster med en række opdateringer efter to års testkørsel. Under udviklingen har fokus været at hæve kapaciteten, lette betjeningen og hjælpe landmanden til mindre pesticidforbrug.

Men udviklingen tager nye skridt i foråret, hvor man tester videre på Hardis PulseSystem, det vil sige producentens applikationssystem med mere præcis tildeling samt besparelse af pesticider.

»Når vi ser, hvilke krav EU stiller med forventningerne til besparelse af op til 50 pct. pesticider i ’Green deal’ i 2030, er det væsentligt, at en global spiller som Hardi udvikler nogle teknikker og redskaber til at hjælpe landbruget med en række fornuftige løsninger«, siger Peter Dahl fra Hardi.

Han forklarer, at Hardi PulseSystem er meget præcist og arbejder med at ’klippe’ dysebilledet i bidder, så doseringen kan varieres plus/minus 40 pct. Der arbejdes med digitale kort, og tildelingen kontroleres på dyseniveau, hvadenten det er kurvekontrol, enkeltdyse on/off eller en variation af doseringen.

»Der kører nogle enheder med PulseSystem som test i Holland og Danmark i foråret 2022 med både den konventionelle Delta Force bom og den luftassisterede Twin Force bom«, siger Peter Dahl.

Også til luftassistereede

Hardis luftassisterede Twin Force bomme vil også kunne kombineres med PulseSystem.

»Det er interessant, da landbruget her ville kunne få fordelene af begge systemer. Mange test har vist, at Twin giver et større sprøjtevindue med en reduceret afdrift samt besparelse af pesticider«, siger Peter Dahl og tilføjer, at med PulseSystem vil man via digitale kort kunne styre doseringen på dyseniveau, hvadenten man ønsker kurvekontrol, varieret dosering uden skift af dyser ned gennem marken eller spotsprøjtning. Valget af dyser er frit, og PulseSystem kan arbejde med alt fra fladsprededyser til Mini Drift dyser.

Endelig er Aeon ifølge Hardi udviklet til at håndtere de store kræfter, som opstår ved højere hastigheder i sammenhæng med den hydrauliske affjedring og den affjedrede trækstang. Den særlige styring, ComfortTrack, betyder, at drejeradius er så lav som 6.3 m, og at skærmene følger hjulene, så dyserne ikke snavses til.

Faktaboks

Hardi Aeon

  • Hardi Aeon har tilnavnet Centura Line.
  • Tanke på 5.200 eller 4.200 liter.
  • Produceres også i en anden farve til det franske marked under navnet Evrard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.