Her er dit sandsynlige gødningsspreder-køb

Hvis du gør som de fleste, køber du næste gang en liftophængt med nogle særlige karakteristika.

Sælgerne, LandbrugsAvisen har haft fat i, er rimelig samstemte:

Det mest sandsynlige valg af gødningsspreder er en lifthængt spreder - og gerne i den store størrelse med 4.000 liter.

»Vi sælger ikke under 3.000 liter i dag. Det er deroppe og opefter. De helt store er på 4.000 liter. Vi har haft nogle enkelte forespørgsler på vores 8-10 ton bugserede gødningsspredere«, fortæller sælger Anders Bo Ruder fra Johs. Mertz, der sælger i et større område på Lolland, Falster og Sjælland.

Han mener, at det også spiller ind, at mange landmænd i dag placerer en del gødning via såmaskinen.

»Så har man knap så stort behov i en den helt store maskine«, siger han.

Hos Semler Agro har storkundechef Brian Bay Christensen samme indtryk af størrelsen. Der er også enighed om, at udstyrsniveauet er højt.

»Det er typisk 4.000 liters med fuld Isobus, elektronisk kantspredning og dynamisk vægt. Det har vi som standard på Sulky. Det er plug and play«, siger han.

Hos TBS i Holstebro har sælger Thomas Lilleholt det danske mærke Bredal i folden. Han genkender også størrelsen og udstyrsniveau.

»Der er efterhånden sektionskontrol og variabel tildeling«, siger han og vurderer, at salget i de seneste uger har været lidt stille på grund af vejret.

»Lige nu venter vi på bedre vejr, og så skal vi nok se en del salg«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.