Idéjagten: Sikker halmkørsel er sikker vinder

Bent Jensen vinder Idejagten med halmvognen, som rundballerne ikke kan falde af.

Det skal være sikkert, og det skal være nemt.

Det var de to kriterier, Bent Jensen lagde vægt på, da han sammen med den lokale smed, Tommy Nielsen, Dyrvig Maskinteknik, og sin nye markmand udviklede en ny halmvogn til bedriften ved Ølgod.

»Min nye markmand gjorde mig opmærksom på de nye regler, og at politiet ville sætte ind med ekstra kontrol af halmvogne. Han begyndte derfor at stroppe alle læs op for at overholde reglerne, men det kneb måske lidt med, at jeg selv altid fik det gjort,« fortæller Bent Jensen.

Da han samtidig begyndte at regne på tidsforbruget til at stroppe ballerne op, begyndte tankerne at kredse om at udvikle en ny og smartere løsning.

»Vi skulle bruge to gange tyve minutter for hvert læs, og da vi samler 2.800 rundballer årligt, blev det til 100 ekstra arbejdstimer. Ved en timeløn på 160 kroner ville det løbe op i en omkostning på 16.000 kroner hvert år,« fortæller Bent Jensen.

En blanding af nyt og brugt

Den lokale smed blev derfor hidkaldt til ideudvikling, og efter en uge stod vognen færdig.

»Vi havde vognen i forvejen, og piggene, som holder ballerne fast, stammer fra en gammel møggreb. Derudover skulle vi selvfølgelig bruge nyt jern og cylindere til at hæve og sænke piggene,« siger Bent Jensen.

Samlet set løb investeringen op i 38.000 kroner, og vognen virkede første gang.

»Man er jo altid spændt på, om det virker, når man selv har lavet det. Men det gjorde det,« smiler Bent Jensen.

Lokal produktion forude

Nyskabelsen hos landmanden ved Ølgod har medført mange spørgsmål og nysgerrige blikke fra landmandskolleger på egnen.

»Smeden har allerede lavet aftaler om at producere to vogne til andre, og vi skal selv have yderligere én,« siger Bent Jensen.

Deltagelsen i Idejagten har også medført en række spørgsmål til opfindelsen og til lovligheden af den.

Til det sidste svarer Søren Trads Møller, teknisk rådgiver ved LMO, at sikringen af halmballerne er godkendt, og at opfindelsen er værd at brede ud til flere landmænd.

Selv mener Bent Jensen også, at andre landmænd burde blive interesseret i vognen.

»Vi har et ansvar over for vores medtrafikanter, at vi ikke pludselig taber halmballer på vejene. Og denne løsning er så simpel og let at anvende, at jeg ikke kan se, hvorfor andre ikke skulle få lyst at få en vogn magen til. Når vi ikke kører halm, kan vi bruge vognen til andre ting. Den slags fleksible løsninger er landmænd glade for,« griner han.

Reduceret tidsforbrug

Foruden at opfylde kriteriet for sikkerhed og være en overkommelig investering noterer Bent Jensen med tilfredshed, at vognen også giver en tidsmæssig besparelse.

»Vi kan løfte og sænke piggene fra traktorsædet, så lettere bliver det ikke. Vi har allerede kørt 60 læs halm med vognen, og den har til fulde indfriet alle forventninger,« siger han.

Foruden at glæde sig over halmvognen, glæder Bent Jensen sig også til at gøre brug af hovedpræmien - et rejsegavekort på 6.000 kroner.

Faktaboks

Opfindelsen

  • Halmvogn til 18 rundballer
  • Et teleskoptårn i hver ende af vognen er forbundet med et profilrør. Tårnet har en lodret vandring på én meter
  • På det langsgående profilrør er der påsvejst vanger med konus, hvori der sidder tænder, som spidder ballerne.
  • Tænderne kan afmonteres, hvis vognen skal bruges til andet formål.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.