Kuhn klarer sig med en slags wrapfolie

Kuhn VBP 3100-seriens rundballepressere med variabelt ballekammer kan nu både binde og wrappe ballerne med almindelig standard 750 mm wrapfolie.

Kuhns serie af rundballepressere, VBP 3100-serien, med variabelt ballekammer og integreret wrapper kan nu fås med wrapfolie-binding, vel at mærke samme type standard 750 mm wrapfolie, som efterfølgende anvendes til wrapningen. Det giver ifølge den franske producent både forbedret ensilagekvalitet, besparelse på folieforbruget, mindre spild og enklere affaldshåndtering.

Kuhn Twin-reel foliebindingssystem, som det kaldes, har hidtil kunnet fås på Kuhns fastkammer rundballepressere, FBP, med integreret wrapper.

Første er solgt

»Den første VBP rundballepresser med wrapfoliebinding til kommende sæson er solgt, og vi ser frem til at få maskinen med disse nye detaljer ud at køre«, siger Robert Vemmelund, produktchef hos Kuhn-importøren, MI, Maskinhandler Indkøbsringen.

Det patenterede Kuhn Twin-reel foliebindingssystem anvender to almindelige 750 millimeter wrapfolieruller i modsætning til andre filmbindingssystemer på markedet, der fortsat skal have to slags plastruller med i marken, nemlig strækfilmen til wrappefunktionen og den dyrere brede film til bindefunktion.

»Ved at anvende standard wrapfolie med den velkendte stræk-egenskab til binding opnås yderligere fordele, at ballen allerede i bindefunktionen giver strammere og mere kompakt indpakkede baller«, forklarer Robert Vemmelund.

Også til hø og halm

Foliebindingsomkostningerne kan ifølge Kuhn reduceres op til 37 procent, og intervallerne mellem skift af filmruller til binding øges op til 30 procent. En oplagt fordel er, at der kun skal indkøbes en slags plastfilm, nemlig samme slags strækfilm, som bruges til selve wrapningen. De vejer mindre og er lettere at håndtere for traktorføreren, når der skal skiftes.

Alligevel kan presseren også bruges til tørt hø og halm, der helst skal bindes med net. Folie- og netbindingssystemerne er to adskilte systemer, der gør det muligt for eksempelvis maskinstationen at køre ud og løse såvel opgaver i tørt halm og hø såvel som wraphø og ensilage. Netbindingen kører i et separat system, så der skal ikke skiftes ruller. Det er derfor nemt at skifte mellem foliebinding og netbinding. Det sker uden brug af værktøj.

Faktaboks

Kuhn VBP 3100

  • Kuhn Twin-reel foliebinding er et patenteret system.
  • Anvender to almindelige 750 millimeter wrapfolieruller.
  • Kan wrappe ballerne uanset om de er bundet med net eller wrapfolie.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.