Kun ved få pletter kræver maskinen en aktiv hånd

Købere af New Hollands store CR-tærskere køber stort altid autosystemet IntelliSense med.

Med opdateringer hvert 20. sekund tænker systemet hurtigere end den trænede pilot.

Den kører derfor også stærkere og får lavet mere, end mejetærskerpiloten ellers vil nå på en lang høstdag, hvor koncentrationen naturligt svækkes sidst på dagen.

Sådan lyder erfaringerne fra New Holland, som nu har kørt en sæson mere med systemet IntelliSense, der selv justerer mejetærskeren ud fra en på forhånd valgt strategi fra piloten.

»Vi har fået en exceptionel modtagelse. På det danske marked bestiller alle (CR-kunder) maskinen med systemet. Det, vi hører fra kunderne, er, at der er kapacitet gemt i de her maskiner, som kunderne faktisk ikke var klar over. Ud over, at de får en afslappet hverdag, får de fleste mere kapacitet ud af det. Mange bliver overraskede over, hvor hurtigt de kan køre«, siger den danske direktør for New Hollands høstmaskiner på globalt plan Lars Skjoldager Sørensen.

Inden maskinen for alvor starter op i marken, trykker piloten en strategi ind ud fra, om han vil have fokus på så stor kapacitet som muligt eller fokus på mindst mulig spild, bedste færdigvarekvalitet eller fast flow gennem maskinen.

Er der noget kunderne har været overraskede over?

»For de fleste kunder er kapacitet vigtig uden stort spild. Man skal gå efter maks. kapacitet, fordi det er jo derfor, man køber en CR-model. Og så skal man arbejde sammen med systemet. Det eneste, systemet ikke kan i øjeblikket, er at se, hvad der kommer forude i marken. Hvis der kommer en grøn plet i marken, kan systemet godt køre igennem, men den går meget konservativt ned i fart. En erfaren pilot kan hurtigere styre den igennem det. Det er erfaringen fra første sæson. I de værste marker er det sådan noget, man gør en gang pr. omgang, og i de fleste marker med rimelig homogene afgrøder skal man slet ikke gøre det«, siger Lars Skjoldager Sørensen.

Udvides i 2021

New Holland oplyser, at indstillingen af tærskebroen til den nye sæson også bliver en del af IntelliSense under de valgbare høstparametre samt en montering af isobus NIR-sensor, hvor alle data vil blive samlet i New Hollands skærm Intelliview.

Faktaboks

Selvtænkende maskiner

  • Hos New Holland hedder systemet, der justerer maskinen, IntelliSense. 
  • Lignende systemer findes hos en del brands. Hos Case IH hedder det HarvestCommand, Claas har AutoThreshing, Agco IdealHarvest og John Deere ICA. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.