Markdebut: Maskinstation afprøver nyt rotorsåsæt i marken

Så blev det rigtig forår, og mange oplever glæden ved at tage i marken med nye maskiner - som Halsted Maskinstation, der har fået nyt rotorsåsæt fra Lemken.

Man kan næsten glemme coronakrisen, når man en klar forårsdag kører i marken med en helt ny maskine. Som Kristoffer Rasmussen fra Halsted Maskinstation ved Nakskov oplevede det tidligere i denne uge, efter han havde fået leveret sin nye bugserede firemeters Lemken såmaskine til dette forår.

Maskinen er nærmere bestemt et Lemken Compact Solitair 9/400 rotorsåsæt med samsåningsudstyr, som er indkøbt hos FMR Maskiner i Nykøbing.

Et drømmesæt

Da maskinen blev taget i brug, var det en af Kristoffer Rasmussens ansatte, Karsten Vie, der sad i traktoren, men faktisk har dette Lemken-sæt været en drøm for Kristoffer Rasmussen.

"Jeg har tænkt på det i mange år, og da de så havde et demosæt stående, slog jeg til. Og det skyldes bl.a., at vi i år på grund af noget mere forpagtning får behov for større såkapacitet", siger Kristoffer Rasmussen, der regner med, at maskinen her i foråret skal så 188 hektar vårbyg og i efteråret 15 hektar hvede.

"Vi kommer også til at benytte muligheden for at placere gødning under såningen", siger Kristoffer Rasmussen. Tanken på såmaskinen er 3.500 liter.

Let traktor er nok

"Til det bugserede såsæt kræves kun en ganske let traktor, og manøvredygtigheden er rigtig god. Compact Solitairen er samtidig udstyret med opdelt tank, for gødning og såsæd, samt Lemkens unikke pakvalse, som giver mulighed for at ændre vægtfordeling mellem pakvalse og bærehjul efter behov", siger Henrik Rasmussen fra FMR Maskiner.

Såmaskinerne fra Lemken er blevet stadig mere interessante for danske landmænd, da flere og flere gerne vil have maskiner, der kan så og placere gødning i samme arbejdsgang - og helst med stor præcision under arbejdet. En af de helt oplagte er netop Lemken Compact Solitair 9.

Blandt flere andre features har man nu også mulighed for samsåning af gødning. Gødningen, som typisk er en DAB-gødning, doseres præcist sammen med såsæden via sit eget doseringsapparat.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.