Maskinforretninger kæmper med salget

Efterspørgslen efter nye maskiner er blevet mere afventende med tørken.

Der skal i øjeblikket kæmpes lidt mere for handlerne, lyder det fra flere maskinhandlere.

Dermed sender tørken øjeblikkeligt ringe videre fra markerne til maskinhandlerne.

»Der er da mindre efterspørgsel efter det. Jeg synes ikke, at investeringslysten er væk, men vi har ikke så stor efterspørgsel. Kunderne er lidt mere afventende, men heller ikke afvisende«, lyder det fra indehaver af Traktorgården Give, Søren Kristensen.

Der er store nuancer i situationen hos kunderne. Fra planteavlere, som kommer nogenlunde ud af høsten, reddet af høje kornpriser og en billig indhøstning, til svineproducenter og kvægfolk, som skal ud og finansiere meget dyrt foder.

Hos Hjallerup Maskinforretning mærker man forskellene hos kunderne.

»Vi kan næsten inddele vores distrikter i to halvdele. I nord har vi en del planteavlere, hvor de kommer lettere igennem. Omvendt har vi nogle kunder i syd på Djursland, som er hårdt ramt. Vi kan mærke noget mere forsigtighed, men man skal huske, at der også er positive historier. Selvfølgelig kan vi mærke det, men der flyttes stadig traktorer og maskiner. Der skal kæmpes for at holde omsætningen lige ud og hele tiden arbejdes med at finde nye kunder, og det vil vi gøre«, siger salgsdirektør Kurt Harbo.

Lige solgt to traktorer

På Sjælland og øerne lyder meldingen fra Johannes Mertz, at der også er en mere afventende stemning.

»Det er ikke dødt, men mange udskyder selvfølgelig lidt. Men vi solgte da to traktorer i sidste uge. Vi er lidt afventende, og så kan det godt være, at når kunderne har fået gjort tingene op i november og december, at de så siger, at okay, det her var ikke godt, men så slemt var det heller ikke«, siger direktør Christian Holst.

Hos Selmer Agro ser salgsdirektør Lars Frederik Henningsen ingen klare tendenser endnu.

»Det går egentlig meget traditionelt lige nu, hvor der er travlt med at blive færdig med høsten og i gang i med såningen. Der er altid en vakuum-periode. Vi har først et billede om en måneds tid«, siger han.

Hos Kolding Maskinforretning er indehaver Henrik Thomsen positivt overrasket.

»Vi kan selvfølgelig mærke lidt, men vi har ikke haft et stort dyk. Vi har stadig travlt med service og at få leveret nye maskiner. Det er bl.a. snittere til majssæsonen og såmaskiner og plove«, siger han.

Faktaboks

Tørkens pris 

  • Landbrugets egne estimater taler om pris på tørken på mere end seks mia. kr. 
  • Maskinsalget har endnu ingen officielle salgstal, som viser, hvordan det påvirker branchen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.