Med 25 km/t renser den med enorm kapacitet

GST Biostar er en ny type radrenser, som byder på hidtil uset kapacitet og fleksibilitet.

Producenten kalder den selv verdens hurtigste radrenser, idet fremkørselshastigheden med de specielle stjerner på bommen kan være op til 25 km/t. Med en arbejdsbredde på op til 12 meter giver det en enorm kapacitet.

Brugererfaringer siger tillige, at det er en af de mest alsidige radrensere på markedet, fordi den kan køre i alle rækkesåede afgrøder fra majs, roer og spinat til ærter, hestebønner og korn. Tilmed kan den også køre rækkeuafhængigt.

LandbrugsAvisen Maskiner oplevede forleden SMH Maskinstation & Smedie rense 20-25 cm høj majs hos en stor østfynsk mælkeproducent for sidste gang. Her blev der samtidig sået efterafgrødegræs i majsen, hvor frøene blev blæst ud foran stjernerne, som derefter dækkede græsfrøene med jord.

De svagt bagudrettede spidser på stjernerne kaster nemlig jorden bagud, og fremkørselshastigheden bestemmer, hvor dybt stjernerullerne arbejder, og dermed også, hvor voldsomt der flyttes med jorden.

Når der køres i så høj majs, løftes et par af stjernerullerne fri for hver række for at undgå at knække majsen, men ellers er erfaringen beskedne afgrødeskader og udbyttetab omkring en procent, mens bekæmpelseseffekten på ukrudtet er høj.

Men som den Steffen Marx Hansen fra SMH Maskinstation & Smedie siger:

»Timingen er afgørende. Effekten er størst, når ukrudtet er på kimbladsstadiet«.

Faktaboks

GST Biostar:

  • Danskproduceret stjernerullerenser.
  • Tre til 12 meters arbejdsbredde.
  • Mulighed for at så efterafgrøder under sidste rensning.
  • Fremkørselshastigheden bestemmer arbejdsdybden - jo langsommere, desto dybere arbejder stjernerne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.