
Egentlig har markedet ikke været bedre end siden 2011, lød det forleden fra den tyske trakorproducent Fendts ejere hos Agco.
Alligevel lukker man produktionen for resten af april måned.
Hvorfor dog så det?
Jo, de globale forsyningskæder er glodhede af flere årsager. Skiftende corona-politik og nedlukninger fra land til land, giver mangel på leverancer fra underleverandører. Hos Fendt oplyser man, at særlig manglende leverancer fra en stor tysk underlevandør aktuelt er med til at sætte produktionen ud af spil.
Business manager hos Fendt i Danmark og Sverige, Kasper Glibstrup, forklarer, at nedlukningen har konsekvenser for leveringstiderne.
»Det vil blive skubbet en lille smule. Heldigvis er langt de fleste traktorer til foråret og sommeren allerede kommet hjem, og vi har været tidligt ude med at bestille produktionspladser på fabrikken, men ordrebøgerne er fyldt op for Norden og Europa, ja nærmest hele verden«, fortæller han.
Danish Agro`s maskindivision, Agribusiness Machinery, er selv distributør af Fendt i Tjekkiet, New Holland i Polen og for Claas i en række nordiske og baltiske lande.
CEO Jens Skifter bekræfter, at det i øjeblikket er alle mærker, som mærker udfordringer med at få komponenter hjem til tiden til produktionen og siden få fragtet deres varer rundt.
»De globale fødekæder er udfordret hos alle de globale producenter, fordi når man går tre-fire led tilbage, så er der eks. på printplader eller chips bare en håndfuld globale producenter, som arbejder på det marked. Når de har vanskeligt ved at levere en komponent, eller der mangler en hydraulikventil fra en anden leverandør, så rammes alle«, siger han.
Han oplyser, at Danish Agro’s maskinforretninger i det store og hele har købt godt hjem til at kunne forsyne kunderne.
»Der er bestilt i god tid, men vi kan da også blive ramt af, at der er en speciel model, som vi ikke kan få fat i«, siger han.
Hos Semler Agro fortæller produktspecialist Torben Ravnshøj Nielsen, at John Deere’s fabrik i tyske Mannheim pga. tyske restriktioner kører langsomere.
»Vi har hentet en masse traktorer hjem og har lige nu ikke problemer med at levere gængse modeller, men man skal et kvartal længere frem, når man skal have leveret en traktor i forhold til for halvandet år siden«, siger han.
Faktaboks
Midlertidig lukning syv arbejdsdage
- Torsdag meldte Fendt ud, at man lukker fabrikken i Marktoberdorf i hele syv arbejdsdage, da man simpelthen mangler råvarer og komponenter til at fortsætte produktionen.
- Ingen af de andre store traktorproducenter har meldt ligende ud i de her dage, men sidste år holdt mærkerne flere gange produktionen lukket under den første corona-bølge.
Kommentarer