Næste 8R fyldt med komfort og bælter

John Deeres nye stortraktor byder på mere komfort i kabinen og en ny variant med fire bælteundervogne. Ny transmission lader vente på sig.

Det bliver svært at komme uden om John Deeres næste generation af dets populære 8R-serie.

Når serien lander fra næste år, bliver det med stort set uændret effekt. Men komforten for chaufføren får et ordentligt spark. Den nye 8R byder på såvel luftcirkulation som massage i førersædet. CommandPro kørehåndtaget finder også vej til kabinen ligesom en DAB’ radio med 6,5 tommer touchskærm og Surroundsound - blot for at nævne et par ting i pakken af opdateringer.

BMW Desigworks studie i Californien har stået for det udvendige design, som skiller sig ud fra den nuværende serie. Og i kabinen kommer man til at kende den nye 8R på farverne. John Deere har lysnet hele interiøret, så kabinen skal virke mere indbydende.

Ifølge John Deere kommer kabinen til at virke større. Det skyldes, at klimaanlægget er flyttet ned under førerhuset og frigiver plads i toppen af kabinen. Operationen vil også reducere lydniveauet i kabinen.

»Vi kommer til at have den mest lydsvage kabine på markedet«, fastslår Simon Schowalter, produktmarketingansvarlig hos John Deere.

Større udvalg af bælter

John Deere bliver med 8R den første producent med tre typer af undervogne på en traktorserie. 8R med sin traditionelle hjulmontering, 8RT med to bælteundervogne og så den nye 8RX, der får fire bælteundervogne og kommer til at dreje som den konventionelle 8R.

8RX bliver væsentlig mere stabil på stigninger i forhold til det skridstyrede dobbeltbælte-design, og de fire bælteundervogne er mere selvrensende, samtidig med at kontaktarealet er større. Hele 4,5 kvadratmeter fylder de fire bælter.

»8RX vejer 18,7 ton. Det er cirka 20 pct. mere end 8RT. Men på grund af bælterne har traktoren præcis det samme tryk pr. kvadratcentimeter som mine 85 kg fordelt på et par størrelse 44 sko«, fremhæver Simon Schowalter.

Ny transmission om to år

8R blev lanceret på Agritechnica i begyndelsen af november. Her præsenterede John Deere også en ny trinløs transmission med elektriske komponenter frem for hydraulik, som kan overføre op til 100 kilowatt via el ud til eksterne enheder såsom aktive aksler.

En transmission udviklet netop til 8R-serien, men som desværre ikke er klar endnu.

»Først om et par år vil vi have den endelige version klar til produktion«, fortæller Carsten Struve, produktansvarlig hos John Deere.

Faktaboks

John Deere 8R:

  • Fortsætter med uændret modelbetegnelse og i seks modeller fra 250-410 hk. nom. eff. og 275-443 hk. max. eff. (295-458 hk. inkl. boost).
  • De fire største fås i varianterne 8R, 8RT og 8RX. De to mindste kun som 8R.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.