Ny Claydon blev til efter dansk initiativ

Claydon Hybrid Fertilizer i firemeters liftversion er i Danmark.

Nogle gange lytter producenterne til de forskellige landes særlige ønsker. Således også britiske Claydon, som netop har produceret en maskine, som der i Danmark har vist sig særlig interesse for. Det er endnu en variant af producentens hybridsåmaskiner til strip-till, nemlig en Claydon Hybrid Fertilizer, nu i firemeters liftophængt udgave.

»Selv om kapaciteten på en tremeters er stor, har mange efterspurgt en firemeters, så nu har Claydon sagt ja til at producere den«, siger Steen Olesen, sælger og indehaver af Ølgod Maskinforretning, som importerer Claydon.

Maskinen vil fremover indgå i Claydons officielle program, da man vurderer, at den også vil kunne sælges i andre lande, bl.a. Østeuropa, men måske også i Frankrig eller Tyskland.

»Herhjemme tænker jeg, at den typiske kunde kunne være en, der har måske 300 til 400 hektar, og som synes, at den tremeters T3 er for lidt. For Claydon er der ikke det store hekseri ved at producere den. Hovedrammen er stort set den samme. Det er jo meget enkle maskiner«, siger Steen Olesen.

Nyheden har 2.300 liter i tanken, der kan deles 50/50, eller man kan vælge at have korn i det hele.

»Den kan som de større varianter håndtere såsæd alene eller både såsæd og gødning på én gang. Den er også forberedt for gradueret tildeling, den kan køre Isobus, og der kan monteres frøudstyr, så man sår græsfrø mellem rækkerne uden at lukke hver anden sårække af«, siger Steen Olesen.

Steen Olesen vurderer, at der nu kører op mod 60 af de gule britiske såmaskiner i Danmark, flest bugserede.

Faktaboks

Claydon Hybrid Fertilizer

  • Liftophængt firemeters såmaskine til strip-till.
  • 2.300 liter i tanken, der kan deles 50/50.
  • Såsæd alene eller både såsæd og gødning på én gang.
  • Forberedt for gradueret tildeling. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.