Ny dansk mekanik til kartoffelmarken

Fasterholt skal producere mekanisk maskine, der laver mekanisk vækststop, for dansk opfinder.

Opfinderen Michael Stolberg-Rohr er nu klar med sin næste maskine.

Forleden kom det frem, at hans firma MSR Plant Technology nu er klar til sende en ny maskine med navnet Crown Crusher i produktion hos Fasterholt Maskinfabrik inden jul.

Maskinen kan ifølge oplysningerne på en enkelt overkørsel lave vækststop i kartoflerne ved at knuse hjerteskuddet i stænglerne.

Potentialet er dermed, at den kan være en del af løsningen på, at nedvisningsmidlet Reglone er blevet forbudt i hele EU.

Crown Crusher bygges i øvrigt på samme ramme, som findes i den mekaniske renser Opti Weeder, som Michael Stolberg-Rohr også har opfundet.

Det forventes, at Fasterholt Maskinfabrik næste år bygger i alt 25 til 30 maskiner for opfinderen.

Mere præcis end GPS

I den nye udgave af LandbrugsMediernes traktormagasin TraktorTech fortæller han nærmere om opfindelserne, og hvorfor hans nye maskiner baserer sig på ’god gammeldags’ mekanik i stedet for moderne computer og kamera-teknik.

»Det giver driftssikkerhed, og Opti Weeder og Crown Crusher styrer mere præcist end et redskab, der styres af en GPS. Vi kan rense indtil én centimeter fra planten, og med vores Fingerweeder kan vi også rense mellem planterne. Vores maskine kan altid finde vej - også når kartoflerne er helt groet til i grønt ukrudt. Det kan et kamera ikke. Desuden kan vi køre langt hurtigere end en maskine, der styres af et kamera«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.