Fremover er det et nyt, men velkendt ansigt, der står med ansvaret for Valtras salgsindsats i Danmark.
Jimmi Ravnborg træder nemlig et skridt op hos Agcos finske traktormærke i Danmark og indtager jobbet som sales manager i stedet for Arne Spejlborg.
Det oplyser Valtra i en pressemeddelelse.
»Jeg ser frem til nu at stå i spidsen for vores stærke team i Danmark. Vi skal fortsætte det værdifulde samarbejde, vi har med vores forhandlernetværk om at levere traktorer og servicere maskinflåder til vores mange kunder«, fortæller Jimmi Ravnborg.
I 2013 kom han ind i Valtra’s danske organisation og har arbejdet forinden en årrække med mærket som medindehaver og salgschef hos Valtra-forhandleren Agrotek.
Valtras danske team består i dag af fire medarbejdere, hvoraf salgs- og serviceteamet holder til på Valtras kontor i Fredericia, mens marketing holder til i Agcos hovedkontor i Glostrup.
Med Jimmi Ravnborgs nye job er der samtidig et ledigt hul hos Valtra. I øjeblikket søger Valtra i Danmark derfor en ny salgs- og produktspecialist, som skal være med til at supportere forhandlernetværket og salgsaktiviteterne.
Denne person vil blive tilknyttet Valtras kontor i Fredericia.
Agco Danmark, der står for importen af Valtra i Danmark, oplyser, at Arne Spejlborg efter mange år i spidsen for Valtra i Danmark har valgt at søge nye udfodringer. I øjeblikket holder Spejlborg sommerferie og har ikke været mulig at træffe for en kommentar.
Faktaboks
Valtra i Danmark
- Traktormærket er en del af Agco-koncernen.
- De danske aktiviteter varetages fra kontoret i Fredericia.
- Valtra ligger på ca. 8-9 pct. af det danske traktormarked foreløbigt i 2020.
Kommentarer