Ny teknik sår efterafgrøder med 20 km/t

Stjernerullerenseren GST Biostar kan med luftsåudstyr også bruges til at etablere efterafgrøder direkte i stubben med meget stor kapacitet

Høj kapacitet og sikker etablering er nok det, der efterspørges allermest i disse uger, hvor et meget stort areal efterafgrøder skal etableres midt i høsttravlheden.

Derfor kan stjernerullerensere med eftermonteret luftsåudstyr med udløb foran stjernerullerne være en overvejelse værd.

For kapacitet er så at sige stjernerullerenserens mellemnavn, da den fås i arbejdsbredder op til 12 meter og arbejder bedst med en fremkørselshastighed på 16-20 km/t under rense- og såarbejdet, afhængig af boniteten.

»Med den fart dækkes frøene med to til otte mm jord«, siger Jacob Gubi, indehaver af GST Biostar, der bygger og sælger stjernerullerensere.

En hollandsk demonstration har vist, at med 12 meters arbejdsbredde kan kapaciteten være op til 21 hektar i timen.

Hold øje med luften

Den største arbejdsbredde og den hurtigste fremkørselshastighed kræver en traktor med 200 hk, men GST Biostar fås fra fire meters arbejdsbredde med et effektbehov på blot 65 hk.

Stjernerullerenseren har yderligere den fordel, at dens arbejdsprincip med individuelt ophængte stjerner sikrer en ensartet bearbejdning på tværs af maskinen. Desuden har den også bevist sit værd i pløjefri dyrkningssystemer, også med en vis mængde planterester på jordoverfladen.

»Man skal huske at kontrollere luftmængden på såudstyret. Der behøves mindre luft, end mange tror, så man skal køre med den mindst mulige mængde luft«, anbefaler Jacob Gubi.

Faktaboks

Amerikansk opfindelse

  • Stjernerullerenseren er oprindeligt udviklet i Nordamerika til at belufte jord, der er slæmmet sammen.
  • I dag bruges maskintypen til alverdens renseopgaver og i stigende grad også til etablering af græsudlæg og efterafgrøder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.