Ny varebil baseret på Golf og med mere plads

I slutningen af november kommer VWs nye Caddy i varebilversionerne Cargo ud på det danske marked. Nyheden er baseret på Golf-platformen.

Det ender med at blive et meget bredt program, som indledes her i slutningen af november med den nye femte generation af VW Caddy i varebilsversionen, det vil sige under navnet Cargo. Senere følger personvognsudgaven, og til januar følger den længere og mere rummelige Maxi-version af Caddy og Caddy Cargo.

For første gang er Caddy bygget på samme platform som Golf 8, hvilket har muliggjort introduktionen af en række nye teknologier. Det betyder, at Caddy kan bestilles med nye assistentsystemer som Travel Assist, den nyeste generation af online infotainmentsystemer og digitaliserede funktioner og instrumentering.

Karrosseriet er længere, bredere og lavere end forgængeren. Bilen har også fået over syv centimeter længere akselafstand, som også har haft betydning for rummeligheden, så en Cargo-version nu har 3.1 kubikmeter varerum, og i Maxi-versionen vokser det til 3,7 kubikmeter. Den er også blevet bredere, så det nu er muligt at læsse en Euro-palle sideværts ind, mens 14 cm bredere skydedøre betyder, at man også kan læsse yderligere en Euro-palle ind ad den vej.

Motorprogrammet i Caddy 5 består af den nyeste generation af TDI-motorer med 75, 102 og 122 hk.

Priserne begynder ved 134.797 kr. for en 2,0 TDI med 75 hk. En 2,0 TDI med 102 hk koster fra 146.617 kr., og 2,0 TDI med 122 hk koster fra 169.139 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.