Pludselig bliver John Deeres 6M langt mere interessant

Med mulighed for trinløs transmission og autostyring uden ekstra terminal bliver de små modeller i 6M-serien meget mere alsidige.

Alsidig - må siges at være nøgleordet for John Deeres nye 6M-serie. Sidste efterår lancerede koncernen den nye serie, og på et pressemøde torsdag i denne uge præsenterede John Deere så 6M i en ny variant med trinløs transmission - den såkaldte AutoPowr-udgave.

Fremover er det altså slut med at skulle investere i den dyrere og bedre udstyrede 6R-serie, hvis man i princippet bare gerne vil have en trinløs transmission uden for mange dikkedarer.

»Den trinløse transmission er vigtig i det her segment, fordi vi ser en trend mod denne type transmissioner. Samtidig får vi mange efterspørgsler fra folk, der gerne vil have en simpel traktor, men som har stort behov for en trinløs transmission«, fortæller Philippe Steinmann, produktansvarlig hos John Deere.

Således er det muligt at få en 6M med mekanisk-betjente hydraulikudtag og uden nogen terminal, mens man fortsat får trinløs transmission.

A-B linjer i hjørnestolpen

AutoPowr kommer i første omgang til de mindste modeller i 6Meren: Fra 6090M på 100 heste maks. (114 hk. inkl. boost) effekt og op til 6140M med 155 heste (166 hk. inkl. boost).

På de større modeller, fra 6145M til 6195M, må du fortsat vælge mellem PowrQuad, AutoQuad eller CommandQuad.

Til gengæld får hele serien mulighed for at køre med autostyring, helt uden du behøver investere i en ekstra terminal til traktoren.

»I stedet for bruger du knapperne på højre sidepanel til at lave kørelinjer med, og du får alle informationerne via det lille display på højre hjørnestolpe«, forklarer Philippe Steinmann.

Han tilføjer, at man blot skal investere i Starfire 6000-modtageren for at få autostyring på traktoren.

Stor prisforskel

Prismæssigt kan det også betale sig at vælge trinløs 6M frem for trinløs 6R.

I omegnen af 125.000 kroner er der i prisforskel mellem en basis 6120M og 6120R - begge med trinløs transmission.

»En del af forskellen skyldes, at 6R som standard leveres med CommandArm-armlænet samt tre elektrisk betjente ventiler, mens 6M kun kommer med mekaniske udtag og uden nogen form for armlæn med betjening«, tilføjer Philippe Steinmann.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.