Pris afgjorde ikke kæmpehandel

Indkøbsselskaberne B2B Bonus og Agro Partnere valgte Case IH i stor udbudsrunde. Traktoren var afgørende, ikke pris.

Der lå en lang proces bag op til det punkt, hvor Case IH kunne meddele, at man havde vundet en vigtig udbudsrunde. To af landets største indkøbsselskaber inden for landbrug, B2B Bonus og Agro Partnere, pegede på Case IH som leverandør af op mod 70 traktorer.

Seks traktormærker blev inviteret til at deltage i udbudsrunden, og fem af dem valgte at give det et skud.

»I modsætning til, hvad mange tror, så er det ikke traktorens pris, der er afgørende. Det hele starter med traktoren, hvor vi går ind og kigger på hele modelprogrammet, forventede gensalgspriser, driftsomkostninger, serviceaftaler, muligheder for ekstraudstyr, finansieringsmodeller, forhandlernettet og meget andet«, siger adm. direktør for B2B Bonus i Esbjerg, Morten B. Hansen, der tilføjer, at konsulenthjælp fra Vkst også spiller en stor rolle i vurderingen.

»Og dertil har vi et lille udvalg bestående af landmænd med store kompetencer inden for traktorer«, siger Morten B. Hansen.

I sidste ende indekserer man det hele og tillægger de forskellige egenskaber og parametre en værdi.

»Når vi har valgt Case IH som vores kommende leverandør, er det ikke bare prisen for et styk traktor, men en vurdering af hele pakken«, supplerer økonomichef Peter Hesselberg fra Agro Partnere A/S i Kolding.

Aftalen kan betyde levering af 70 traktorer eller flere. Under forrige udbudsrunde valgte man Claas.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.