Sensorproblemer udskyder foderrobot

Strautmann går ikke på kompromis med sikkerheden og udskyder derfor lanceringen af sin selvkørende robot-mikservogn tre til fem år

Strautmanns selvkørende robot-mikservogn skulle på nuværende tidspunkt have været i gang med de absolut sidste tests inden den planlagte kommercielle lancering i 2021.

Men sådan bliver det ikke.

»Projektet er i allerhøjeste grad stadig i live, og testarbejdet er i fuld gang på en lokal kvægbedrift i samarbejde med et universitet, men er blevet nedprioriteret på grund af covid-19. Desuden har det vist sig, at en af de centrale sensorer ikke må bruges i miljøer, hvor der færdes børn under 14 år på grund af en risiko for stråleskader. Og børn er der jo på langt de fleste bedrifter«, forklarer Andreas Haggeney fra Strautmann til LandbrugsAvisen.

Lanceringen af den selvkørende robot-mikservogn er derfor udskudt tre til fem år, mens der arbejdes på løsninger på bl.a. sensorproblemet.

Her har Strautmann til en vis grad oplevelsen af, at deres særlige udfordringer med at skulle kunne skifte i flere forskellige miljøer ikke bliver prioriteret af sensorproducenterne. Strautmann antager, at det skyldes, at virksomheden p.t. kun kan aftage relativt få sensorer ift. f.eks. bilindustrien, som efterspørger langt større styktal.

Sikkerhed altafgørende

»Selve robotten kører perfekt og løser af alle opgaverne omkring fodringen uden problemer, og som vi ser det, vil mange bedrifter uden videre kunne bruge robotten. Men sikkerheden er altafgørende for os, så vi skal have overlappende, aktive sikkerhedssystemer og kan ikke nøjes med den passive sikkerhed, vi f.eks. kender fra robot-foderskubbere«, understreger Andreas Haggenau.

Flere producenter er langt fremme med selvkørende robot-mikservogne, men Strautmanns løsning skiller sig ud ved grundlæggende af være en ganske almindelig selvkørende mikservogn i Verti-Mix-serien.

Den gøres til en robotmaskine ved at blive udstyret med autostyring, RTK-GPS, afstandsmålere og overlappende aktive sikkerhedssystemer til at opdage og stoppe for forhindringer.

Men alt dette er tilføjelser til standardmaskinen, som fortsat leveres med førerkabine og ’normal’ betjening. Det giver mening, når der f.eks. skal køres på offentlig vej mellem flere ejendomme med dyr.

Faktaboks

Strautmann

  • Den tyske producent med knap 400 ansatte og base nær Osnabrück producerer mikservogne, møgspredere, tipvogne og snitte- og frakørselsvogne. 
  • Fakta brød bullet: Dansk forhandler er Ingemann Larsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.