Slip for at bøvle med surringsbånd

Hydrauliske sider til Joskins Wago ballevogne letter arbejdsgangen og øger sikkerheden.

Den belgiske producent, Joskin, der i forvejen har mange praktiske løsninger på programmet inden for mange områder, er nu aktuel med endnu en af slagsen. Til Joskins program af ballevogne kan man nemlig nu vælge versioner med hydrauliske sider, som letter arbejdsgangen, når ballerne skal læsses på eller af - ligesom det også giver sikker transport på landevejen.

Betjeningen er enkel og hydraulisk. Siderne, der er lavet i rundt aluminium, som dermed ikke skader ballerne, sænkes blot ned under ladhøjde, så man kan komme til at læsse af og på. Den helt store fordel er naturligvis, at man slipper for at stå og surre lasten fast med surringsbånd. Det giver ifølge Joskin en betydelig tidsbesparelse.

Ladbredden er 2,5 meter, og vognene er dimensioneret til at tage baller i de mest almindelige dimensioner, såsom fire lag firkantballer på 70 centimeter, tre lag firkantballer på 90 centimeter eller to eller tre rundballer med en diameter på 120 eller 200 centimeter.

7 til 20 ton

Joskins program af Wago ballevogne er bredt og består af versioner med både en, to eller tre aksler og i længder fra 6 til 12 meter. Lasteevne er fra 7 til 20 ton.

Wago vognene er designet til flere formål, og ud over baller kan de også bruges til transport af maskiner.

I dag producerer Joskin mere end 1.000 vogne af forskellige typer om året på fire fabrikker i Belgien, Polen og Frankrig.

Faktaboks

Joskin Wago

  • Ballevogne med en, to eller tre aksler.
  • Vognlængder fra 6 til 12 meter.
  • Lasteevne fra 7 til 20 ton.
  • Fås nu med hydrauliske sider.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.