Spreder-teknologien får vinger

Der ligger to års udviklingsarbejde bag Bogballes nye spredevinge, som introduceres til denne sæson.

Spredevingen er det sidste kontaktpunkt, inden gødningen lander på marken. Og det er fuldstændig ligesom i Formel 1, hvor det ofte er dækkene, der afgør succes eller fiasko. Når du spreder gødning, er det valget af spredevinger, der er udslagsgivende«.

Ordene kommer fra Michael Lond fra Bogballe, og anledningen er producentens nye spredevinge kaldet E4-T, som er resultatet af to års udviklings- og testarbejde.

»Spredevingerne er afgørende for at komme i mål med et godt slutresultat, når du spreder gødning. Faktisk er det helt utroligt meget af teknikken på sådan en topavanceret spreder, som defineres af valget af spredevinger«, siger Michael Lond.

»Til denne sæson opdaterer vi vores udvalg af vingetyper med E4-T vingen. Som altid er både normal- og kantspredningen indbygget i vores spredevinger. At udvikle en spredevinge, der kan udføre både normal- og kantspredning, er temmelig kompliceret, men til gengæld enkel at bruge i praksis«, siger Michael Lond.

Det går ud på, at det skal være enkelt at opnå den ønskede arbejdsbredde.

»I praksis betyder det, at det blot kræver en ændring af spredeskivernes rotationsretning og reduktion af PTO-omdrejningerne, når du kører kantspredning. Det er den eneste ændring, føreren skal foretage«, lyder det fra Michael Lond.

Vigtig kantspredning

Den ny vingetype er målrettet 27-30 meters arbejdsbredde. På store arbejdsbredder er det afgørende, at kantspredningen er helt i top, da foragerarealet let repræsenterer 20 pct. af markens samlede størrelse. Jo mindre marken er, desto større andel udgør foragerarealet og dermed vigtigheden af præcisionen i kantspredningen.

»Så kantspredningen har haft topprioritet i udviklingen. Fordelen ved at have kantspredningen indbygget i spredevingen er, at når du køber nye sliddele i form af spredevinger, får du samtidig også en opgradering af din kantspredefunktion med i købet«, siger Michael Lond.

»Trods utallige forsøg er vi aldrig lykkedes med at udvikle en standardløsning, hvor én vingetype kan dække eksempelvis arbejdsbredder fra 24-36 meter. Der bliver simpelthen lagt for mange indstillinger over på brugerens skuldre, hvis man forsøger at lave en løsning, der dækker et så stort spektrum«, slutter Michael Lond.

Faktaboks

Ny spredevinge

  • Bogballes nye spredevinge hedder E4-T.
  • Beregnet til 27 til 30 meters arbejdsbredde.
  • Udviklingen har taget to år.
  • Lanceres til denne sæson på Bogballes spredere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.