Stor maskinauktion aflyst

Kurator bebudede efter Jysk Maskin-centers konkurs i Randers, at maskinerne skulle afsættes til højestbydende på auktion. En god handel kom i vejen.

Der bliver ikke nogen stor maskinauktion i konkursboet efter Jysk Maskincenter i Randers.

Kurator Jørgen Hauschildt, partner hos Bech-Bruun i Aarhus, meldte ellers ud over for LandbrugsAvisen Maskiner for en stund siden, at maskinerne skulle afsættes på en større maskinauktion. 

Sådan gik det ikke, forklarer han til LandbrugsAvisen Maskiner. 

»Vi har solgt dem i en samlet handel«, oplyser han, uden at han vil gå nærmere ind på, hvem køberen er. 

Overtaget af HCP

Med salget af maskinerne begynder størstedelen af forholdene i konkursen at være på plads. Tidligere har HCP overtaget bygningerne på Bronzevej i Randers og samtidig ansat en række tidligere medarbejdere fra stedet til deres nye traktor- og maskinforretning under navnet HCP Maskincenter. 

Jysk Maskincenter var en af landet større MF- og Fendt-forhandlere. Efter konkursen har importøren, Agco Danmark, fået kørt nye alternativer ind, der bl.a. betyder, at TBS Maskinpower Aps i Starup kommer til at servicere Fendt-kunderne i området sammen med Askildrup Agro, mens Hjallerup Maskinforretning netop har meldt ud, at de går ind som MF-forhandler i Randers ved etablere af en helt ny afdeling. 

Arbejdet med konkursboet forventes afsluttet i løbet af første kvartal 2018.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.